Nyhed

Spillestedet ALICE modtager millionbevilling fra A.P. Møller Fonden

En bevilling på 3 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål, skal bruges på en omfattende indvendig modernisering af spillestedet

Publikum træder ind i et indbydende, arkitekttegnet venue, når det regionale spillested ALICE igen slår dørene op på Nørre Allé i februar 2024. A.P. Møller Fondens støtte sikrer en indvendig forvandling af fremtidens ALICE, tegnet af den prisbelønnede tegnestue JJW Arkitekter.

Det oplyser spillestedet i en pressemeddelelse.

I 2021 blev ALICE ramt af udfordringer med ventilationen, der gjorde det sundhedsskadeligt at afholde koncerter i salen, som siden har stået tom. Københavns Kommune er allerede gået ind med en bevilling på 7,4 millioner til blandt andet udvendig renovering og renovering af ventilationen.

Komplet forvandling

Med bevillingen fra A.P. Møller Fonden vil stedet også arbejde på en gennemgående forskønnelse, og indbyde til, at publikum kan snakke, hænge ud eller fordøje indtryk før og efter koncerterne. Blandt andet bygges et nyt bar- og loungeområde, som vil skabe mere fleksible og mangefacetterede publikumsoplevelser.

Med ombygningen går ALICE fra at være en tilrettet gymnastiksal til at blive helt gentænkt fra inderst til yderst, lyder det.

Spillestedsleder H.C. Gimbel fortæller, at ombygningen er tiltrængt.

De interimistiske og nedslidte områder omkring bar, garderobe, backstage og toiletter har måske haft deres egen autentiske charme engang, men tiden er inde til at tilbyde vores publikum en gennemført dejlig oplevelse. Det bliver nu muligt i kraft af A.P. Møller Fondens hjælp, som kommer i tillæg til Københavns Kommunes renovering af udluftningen. Omsider kan man både trække vejret og nyde koncertoplevelser i æstetiske rammer, der er fuldt på højde med de kunstneriske oplevelser i huset, lyder det. 

 

ANNONCE