Nyhed

UNGE HJEMLØSE I FOKUS: Poul Krebs står bag Tønder Festival-koncert, der giver unge hjemløse en stemme

Tønder Festival byder på koncerten 'Home', hvor en række danske stjerner blandt andet vil optræde med en ny-indspilning af Dylan-sangen "The Times They Are A-Changin" til ære for de unge hjemløse

“Home” er titlen på en helt særlig koncert på årets Tønder Festival, som Poul Krebs er initiativtager på. Koncerten vil bestå af sange dedikeret til unge hjemløse leveret af en lang række danske stjerner, der tæller Kira Skov, Steen Jørgensen, Kajsa Vala, Henning Kvitnes, Poul Krebs, Karl Kristian samt band.

I forbindelse med koncerten udgiver musikerne i samarbejde med Tønder Festival en ny fortolkning af Bob Dylans klassiker “The Times They Are A-Changin’”.

Udover at sangen kan opleves live til Tønder Festival, er den også tilgængelig på alle streamingplatforme, hvor al overskud fra udgivelsen ubeskåret vil gå til avisen Hus Forbi.

Initiativtager Poul Krebs fortæller i en pressemeddelelse, at det har været vigtigt for ham at sætte fokus på unge hjemløse ved at sprede viden, læring og forståelse.

“Fra foreningen SAND kommer forpersonen Christina Strauss og fortæller sin historie, som er langt mere fortvivlende og rørende end nogen sang, jeg nogensinde kunne skrive”, siger han i en pressemeddelelse.

Hos Tønder Festival giver initiativet rigtig god mening, og de mener at arrangementet hører hjemme på Tønder Festival.

”Skal der være et arrangement til fordel for hjemløse i Danmark, skal det da være på en scene i Tønder. Folkroots-musikken på vores festival har ofte rødder i livet blandt vagabonder, hjemløse og evigt rejsende musikere. Begrebet “hobo” er en del af Tønder Festival, og vi håber, at vi med Home-koncerten kan sætte spot på et uværdigt problem i det danske velfærdssamfund”, siger Maria Theessink, kunstnerisk leder på Tønder Festival.

Home støtter Home

Ejendomsmæglerkæden home er ligeledes partner på koncerten. Formålet er at sætte fokus på, skabe viden om og indsamle midler til hjemløse i Danmark hvert år på Tønder Festival, og også hen over året. Det bliver en fremadrettet indsats, både som mæglerkæde og via de 170 lokale kontorer.

”Homes værdier handler om den tryghed, nærvær og fællesskab et hjem skaber for de mennesker, der har et. Som hjemløs har du ikke adgang til de værdier. Derfor støtter vi både sagen og koncerten. Det er helt afgørende for os som mennesker at have en tryg base.”, siger Uffe Drejer, adm. dir. Home A/S.

Koncerten HOME: Sange til unge hjemløse finder sted torsdag 24. august kl. 13.45 i Telt 1 under årets Tønder Festival der strækker sig fra den 24.-27. august.

ANNONCE