Spillestedet har taget et kig i krystalkuglen og giver deres bud på næste års stjernefrø
Jada, Mø, Drew Sycamore, Eee Gee og Kind mod Kind. Det er blot nogle af de navne, som spillestedet Vega har haft på plakaten til Vegas Udvalgte – en koncert, der spår om de næste store navne i det danske musiklandskab. Flere af artisterne må i den grad siges at have slået igennem – både nationalt og internationalt.
Nu er Vega klar til endnu engang at spå de næste store navne og præsenterer i dag seks artister, som udgør lineuppet til Vegas Udvalgte 2024. Det er fjortende år i træk, at spillestedet åbner dørene til en koncert, hvor publikum kan snuse til, hvad der rører sig på den danske musikscene lige nu, og programmet byder på lidt af hvert.
Tamara Mneney står bag projektet Tamara. Mneney er opvokset på Færøerne med tanzaniske rødder og inviterer med sin musik lytterne ind i et r&b-univers med sange, der kredser om opvæksten på Færøerne, hvor den unge artist ofte følte sig udenfor. Musikken er det sted, hvor Mneney altid har følt sig hjemme, og i oktober i år udgav hun sin debut-ep Perks of a Wild Heart.
Også Ilma var albumaktuel dette efterår med debuten Everything I Love Is Killing Me. Albummet blev anmeldt af GAFFA, som kaldte det ”soundtracket til den fedeste forfest” og kvitterede med fire stjerner:
”Ilma er uden tvivl en sanger, der er kommet for at blive, og det beviser hun på mange måder ret godt med debutalbummet Everything I Love Is Killing Me. Jeg glæder mig til at følge hendes karriere, hvor hun forhåbentlig udfordrer sig selv mere ved at gå ud i ekstremerne og fokuserer på, at teksterne gerne må være lige så indbydende som hendes toplines – for når hun gør det, tror jeg verden står klar med åbne arme,” lød det fra GAFFAs anmelder.
Hvis du både er til r&b og elektroniske beats, så er Dos Santos et godt bud. I morgen den 8. december udkommer hans debut-ep Samba, som kommer i kølvandet på sommerens single ”Folder mine hænder”, der blandt andet blev fremhævet som P3s Uundgåelige.
I Aarhus finder vi punk-pop-gruppen Sauna Senere, som præsenterer uptempo sange med masser af energi. I oktober udgav de deres anden ep, Ep2, og tidligere på året havde GAFFA også fornøjelsen af at opleve bandet live til Spot Festival: ”Veleksekveret vanvid i hastigt vokseværk,” noterede GAFFAs udsendte og belønnede koncerten med fem stjerner.
De sidste to artister på programmet er Faza og Smag På Dig Selv. 23-årige Faza laver musik, der bevæger sig i forskellige genrer fra hiphop til r&b og poppet rap. Inspirationskilderne er Drake, Partynextdoor, Frank Ocean og Bryson Tiller, og i august var Faza klar til at invitere folk ind i sit musikalske univers på sin Instagram med den uudgivet debut-demo ”001 Lys”. Også Smag På Dig Selv eksperimenterer med genrerne, når de får publikum til at headbange til en jazzkoncert. I en pressemeddelelse lyder det, at jazztrioen før er blevet beskrevet som ”et mash-up af din yndlings techno-dj, din fars jazzhelte og din lillebrors black metal-favoritter”.
Vegas Udvalgte finder sted den 26. januar 2024. Billetter sættes til salg i morgen, fredag den 8. december, klokken 10 via vega.dk og Ticketmaster.
Vegas Udvalgte 2023. Talenter med kurs mod fremtiden – og en enkelt wauw-oplevelse