Nyhed

Marilyn Manson retssag om seksuelle overgreb bliver genoplivet af appelretten

Retssagen blev ellers afvist sidste år

En retssag, der anklager Marilyn Manson for seksuelle overgreb, diskrimination, vold og chikane mod en af hans tidligere assistenter, er blevet genoplivet i en appeldomstol, rapporterer Billboard.

Sagen, der blev indgivet af Ashley Walters i 2021, blev ellers afvist sidste år, da en dommer afgjorde, at den overskred Californiens toårige forældelsesfrist.

Imidlertid har appelretten dog afgjort, at retssagen er beskyttet af en regel om forsinket opdagelse hos et offer, der har været udsat for så traumatiserende oplevelser, at de har fortrængt dem - og først senere har husket dem igen.

Walters hævdede nemlig, at traumer fik hende til at undertrykke minderne indtil 2020.

"Indtil hun fik en diagnose og modtog behandling, siger Walters, at hun ikke var i stand til at huske de undertrykte hændelser, og når hun huskede dem, var hun ude af stand til straks at identificere disse begivenheder som misbrug," lyder rettens udtalelse.

"Disse påstande om undertrykte minder og psykologisk blokering er tilstrækkelige til at genoplive sagen”, lyder vurderingen.

Walters’ advokat James Vagini fortæller i en erklæring, at det er vigtigt at domstolene tager hensyn til traume-undertrykkelse i sager som disse.

"Vi mener, at denne dom sikrer, at domstolene skal tage hensyn til traume-induceret undertrykkelse i den juridiske begrundelse for, at overlevende ofte træder frem flere år efter deres traume, for at rejse krav. Dette tillader ofre for seksuelle overgreb og chikane at rejse deres krav mod deres misbrugere, når de er i stand til det, ikke inden for en frist fastsat ved lov."

Mansons advokat havde ingen kommentarer at tilføje til sagen, da Pitchfork forsøgte at få fat i en.

Manson har været centrum i to retssager om påstået voldtægt i år: En indgivet af Game of Thrones-skuespillerinden Esmé Bianco og en anden anlagt af en kvinde, der kun omtales som Jane Doe. Begge retssager er afsluttede, hvor der i begge tilfælde blev indgået forlig.

Ashley Morgan Smithlines retssag i 2021 mod Manson blev afvist, og hun trak senere sine påstande tilbage. I år blev han sagsøgt af en anden Jane Doe, der påstod at være blevet seksuelt misbrugt af Manson som mindreårig i 1990'erne; Manson har afvist hendes beskyldninger. Hans ærekrænkelsesag mod Evan Rachel Wood er i gang.

Hvis du eller en, du kender, har været ramt af seksuelle overgreb, opfordrer vi dig til at kontakte Trygt Rum for at få støtte: 

https://trygtrum.dk/

Telefon: 70 20 99 99

EFTER VOLDTÆGTS-ANKLAGER: Marilyn Manson indgår forlig i voldtægtssag - igen

 


ANNONCE