Nyhed

Nu kommer der endnu mere fokus på den grønne omstilling: Kulturministeriet søsætter nyt center

Et nyt Center for bæredygtighed i kulturlivet får til huse under Kulturens Analyseinstitut. Centeret skal bidrage til debat og løsninger om bæredygtighed og den grønne omstilling i kultursektoren

I en pressemeddelelse fra Kulturministeriet lyder det onsdag morgen, at der afsat 3 millioner kroner til etablering af et nyt Center for bæredygtighed i kulturen.

Et center, der blandt andet skal arbejde med at samle viden, gennemføre uafhængige analyser, skabe debat og facilitere dialog mellem relevante aktører fra kulturbranchen om bæredygtighedsdagsordenen.

Opgaven med centeret placeres under Kulturens Analyseinstitut, som er en selvejende institution under Kulturministeriet med placering i Roskilde, der agerer uafhængigt i tæt kontakt med kulturbranchens aktører, lyder det.

Folketinget Finansudvalg skal godkende aktstykket, som udmønter midler til etableringen af et Center for bæredygtighed i kulturen under Kulturens Analyseinstitut.

Ifølge Kulturminister Jakob Engel-Scmidt er det vigtigt at have fokus på den grønne omstilling – også i kulturlivet.


”Den grønne omstilling er en af de største samfundsudfordringer, vi står overfor. Det gælder også i kulturlivet. Jeg er opmærksom på, at kulturinstitutionerne allerede er godt i gang med at se på bæredygtige løsninger, men deres primære opgave er først og fremmest at bidrage til dansk kulturliv. Derfor er det vigtigt for mig, at vi fra politisk hånd understøtter den grønne omstilling og sætter skub på den på bæredygtige udvikling. Jeg ser frem til at følge arbejdet i Kulturens Analyseinstitut, som bliver en værdifuld sparringspartner for kulturlivet om den grønne omstilling", lyder det i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesleder i Kulturens Analyseinstitut, Christina Rosendahl, glæder sig til at påtage sig opgaven.

”Kulturens Analyseinstitut takker stort ja til opgaven om at vidensudvikle og vidensunderstøtte den grønne dagsorden i kulturen. Vi betragter den bæredygtige omstilling som en central del af vores analysearbejde i Kulturens Analyseinstitut og glæder os til at bidrage til koordinering og erfaringsudveksling på tværs af kunst- og kulturlivet om indsatser for bæredygtighed og klima. Vi ser frem til at dykke ned i og få aftalt setup og forventninger til arbejdet.”

Arbejdet med etablering at centeret er gået igang, og forventes at være i omdrejninger i løbet af 2024.


ANNONCE