Nyhed

Ny rapport: TikTok-brugere er bedre til at opdage og dele ny musik end resten af befolkningen

Det kan godt betale sig at promovere sin musik på TikTok. Det viser en ny undersøgelse

Da TikTok for alvor dukkede op på danskernes telefoner, var fortællingen ofte, at den primært bestod af bevidstløs underholdning - ofte i form af dansevideoer eller andet selviscenesættende indhold. Men der skulle ikke gå lang tid før nogle af verdens største pladeselskaber så potentialet i platformen, som er notorisk kendt for at fastholde brugerne i et uendelighedstog af videostrømme, der er særligt udvalgt af algoritmerne og tilpasset lige netop dine præferencer og vaner.

En global undersøgelse med data fra USA, Storbritannien, Indonesien, Tyskland og Brasilien bekræfter nu, at der kan være store fordele ved at investere markedsføringskroner i TikTok. TikTok-brugere har nemlig markant større sandsynlighed for at opdage ny musik end personer, som bruger andre sociale medier. Undersøgelsen viser konkret, at amerikanske TikTok-brugere har 70% større sandsynlighed for at opdage ny musik. Samme tendens opdager man i Brasilien og Indonesien, hvor TikTok-brugere har henholdsvis 28% og 17% større sandsynlighed for at udforske ny musik end resten af befolkningen på andre sociale medier. Topscoren er her Storbritannien med hele 92% større sandsynlighed for at opdage ny musik sammenlignet med den gennemsnitlige befolkning på andre sociale medier. 

Et TikTok-edit af en sang kan gå viralt over natten og skabe enorm opmærksomhed og såkaldt DIY-content, som skabes og deles af brugerne selv. I dag er det ikke unormalt at støde på en TikTok-influencer, som laver betalt indhold fra nogle af verdens største pladeselskaber. Indholdet drejer sig ikke nødvendigvis om musikken, men sangen som er blevet udvalgt til reklamen, bliver måske brugt som baggrundsmusik eller soundtracket til outfit-of-the-day-videoen. 


Det konkluderes også undersøgelsen, som viser, at personer på TikTok udgør en særlig fordelagtig pr-maskine, da TikTok-brugere generelt er mere tilbøjelige til at dele ny musik med venner og følgere end personer på andre sociale medier. Særligt brugere i Storbritannien er velkørende pr-agenter, da de deler musik med dobbelt så stor sandsynlighed sammenlignet den gennemsnitlige bruger på andre platforme. 

Undersøgelsen er udført af forskningsfirmaet Luminous og bestilt af TikTok selv, og blev foretaget for at kortlægge platformens indflydelse på blandt andet musikopdagelse og -streaming. Her konkluderer undersøgelsen, at ni ud af 10 TikTok-brugere hører musik på streamingtjenester, hvilket er mere end den gennemsnitlige musikforbruger. Her er TikTok-brugere også mere villige til at betale for deres musikstreaming end andre forbrugere. Samme tendens går igen ved køb af merchandise og koncertbilletter. 

Rapporten viser også, at TikTok-brugere er mere åbne for international musik sammenlignet med den gennemsnitlige musiklytter, og at kombinationen med en større tilbøjelighed til at dele ny musik med andre kan være en stor hjælp for nye artister: 


"Denne præference (for international musik, red.) kombineret med det høje niveau af musikopdagelse og deling af musik på TikTok, kan udnyttes til at få fanbaser til at vokse uden for landegrænser og har været med til at lancere globale artister fra genrer såsom reggaeton, afrobeats og K-pop," skriver rapporten.

Et eksempel på en artist, som har startet sin karriere gennem TikTok, er amerikanske Natalie Jane, som kan opleves live i Pumpehuset i København den 1. maj 2024. Billetter kan købes her. 

LÆS OGSÅ: SPOTIFY: Det er ikke nok at opnå 1000 afspilninger næste år... Sådan fungerer de nye streamingkrav


 

 

ANNONCE