"Lidenskaben og intensiteten i hans musik og tekster er på højde med de allerbedste i rockens kanon"
I forrige uge landede den triste nyhed om, at Shane MacGowan - kendt fra især bandet The Pogues - var gået bort i en alder af 65 år.
I fredags blev han bisat ved et stor ceremoni under deltagelse af blandt andre den irske præsident Michael D. Higgins, skuespilleren Johnny Depp samt den gamle ven og kollega Nick Cave, som sand MacGowans "A Rainy Night in Soho" for de fremmødte. Netop dén sang var en del af MacGowan og Caves fælles ep fra 1992.
I kølvandet på MacGowans død er mindeordene strømmet ind - også fra nogle fra musikkens største, nulevende stjerner.
"Herovre på E Street er vi sønderknuste over Shane MacGowans død. Shane var en af mine all time favorite writers," skriver Bruce Springsteen på Instagram og uddyber:
"Lidenskaben og intensiteten i hans musik og tekster er på højde med de allerbedste i rockens kanon. Jeg var så heldig at tilbringe lidt tid med Shane og hans dejligt hustru Victoria, sidst vi var i Dublin. Han var meget syg, men smukt nærværende i både hjerte og ånd. Hans musik er tidløs og evig. Jeg ved ikke med os andre, men man vil synge Shanes sange om hundrede år," lyder det fra Springsteen.
På X - tidligere Twitter - hylder Tom Waits sin afdøde kollega med nogle ord, som vanskeligt lader sig oversætte:
"Ah, the blessings of the cursed. Shane McGowan’s torrid and mighty voice is mud and roses punched out with swaggering stagger, ancient longing that is blasted all to hell. A Bard’s bard, may he cast his spell upon us all forevermore."
Samtidig mindes Nick Cave både MacGowan og nyligt afdøde Sineád O'Connor i sin online-brevkasse Red Hand Files, hvor han deler en anekdote fra MacGowans 60 års fødselsdag i december 2017 og husker den store kærlighed, der strømmede MacGowan i møde, da han blev trillet på scenen i sin kørestol dén aften.
"Shane var ikke bare agtet for sine mange talenter, men også elsket bare for at være sig selv. En smuk og smadret mand, som legemeliggjorde en slags renhed, uskyld, generøsitet og spirituel intelligens uden sidestykke," skriver Cave blandt andet.
Blandt de øvrige stjerner, som har udtrykt deres respekt for MacGowan, er U2-frontmanden Bono. "Shane MacGowans sange var perfekte, så han selv og vi, hans fans, ikke behøvede at være det," skrev Bono i kølvandet på nyheden om MacGowans død.
Shane MacGowan udgiver kunstbog - inklusive sjældne fotos med store stjerner