Nyhed

Taylor Swift kåret som verdens mest indflydelsesrige person i 2023

Med i kapløbet om titlen var blandt andet Barbie, Vladimir Putin og Kong Charles III

Det amerikanske medie Time Magazine har udvalgt Årets Person 2023, som er en årlig kåring af den person, gruppe eller det koncept, der har haft størst indflydelse på verden de seneste 12 måneder. I går blev det offentliggjort, at det er verdensstjernen Taylor Swift, som løber med titlen i år.  

Taylor Swift har slået adskillige rekorder de seneste 12 måneder, og chefredaktør for Time Magazine, Sam Jacobs, understreger, at superstjernen har haft en helt særlig global rolle dette år:

"I en splittet verden, hvor alt for mange institutioner svigter, fandt Taylor Swift en måde at krydse grænser på og at være en kilde til lys. Ingen andre på planeten kan bevæge så mange mennesker så godt. At opnå sådan en bedrift er noget, vi ofte tilskriver planeterne og troen, men dermed ender vi med at ignorere hendes evner og magt. Swift er en sjælden person, som både er forfatteren og helten i sin egen historie," skriver han i en artikel i Time Magazine.


Swift-effekten ses blandt andet i forbindelse med den enorme verdensturné The Eras Tour, som man forventer vil indkassere 1 milliard amerikanske dollars næste år. Hvis forudsigelsen holder stik, vil Taylor Swifts The Eras Tour skrive historie som den største koncertturné nogensinde og dermed overgå Elton John, som indtil videre er rekordindehaveren for sin flerårige afskedsturné.

The Eras Tour kunne også opleves i biograferne, hvor filmen slog rekord som den mest indbringende åbningsweekend for en koncertfilm nogensinde. Det skriver Forbes.

Udover at give lokalområderne en økonomisk superbooster, når turnékaravanen kommer forbi, har Taylor Swift også haft stor indflydelse på især unges deltagelse i det amerikanske valg. I september 2023 offentliggjorde hun en Instagram-story, hvori hun opfordrede sine amerikanske fans til at registrere sig som vælgere. Bare få sekunder efter opfordringen fra Taylor Swift meddelte registreringshjemmesiden, at man kunne måle en stigning i registrerede vælgere. 


Med i kapløbet om titlen som den mest indflydelsesrige person, gruppe eller koncept i 2023 var blandt andet Vladimir Putin, Barbie, Kong Charles III og gruppen af anklagere mod Donald Trump. 

I 2022 blev titlen givet til Ukraines præsident Volodymyr Zelensky

LÆS OGSÅ: Nu kommer der endnu mere fokus på den grønne omstilling: Kulturministeriet søsætter nyt center


ANNONCE