Nyhed

LEGENDEMØDE: Hiphop-veteraner giver dansk dobbeltkoncert

Wu-Tang Clan og Nas deler plakaten i København til sommer

Til efteråret fejrer deres debutalbum Enter the Wu-Tang (36 Chambers) 30 års fødselsdag, og det er kun et par uger siden, vi i den anledning bragte vores tyve år gamle interview med to af klanmedlemmerne her på siden.

I dag er det så offentliggjort, Wu-Tang Clan - for det er dem, vi taler om - kommer til København til sommer. De deler plakaten med endnu en hiphoplegende, Nas, på den såkaldte NY State of Mind Tour, som besøger i alt 32 byer i USA, Europa og Australien - herunder København, hvor Royal Arena danner ramme om det stort anlagte legendemøde den 3. juni.

Nas udgav sit debutalbum, Illmatic, i 1994. Albummet etablerede ham som en sværvægter på hiphopscenen - en status, som blev eftertrykkeligt cementeret med opfølgeren It Was Written, som udkom i 1996 og bød på gæsteoptrædener af blandt andre Aaliyah og Puff Daddy.


Siden fulgte Nastradamus (1999), Stillmatic (2001), God’s Son (2002), dobbeltalbummet Street’s Disciple (2004) og Life is Good (2012), som blev nomineret til fire Grammy-priser, herunder prisen som Årets rap-album.

Nas kunne senest opleves herhjemme ved en femstjernet koncert på NorthSide Festival i 2019. Billetter til koncerten i Royal Arena går i salg på torsdag den 2. marts klokken 10.00 på livenation.dk og dagen efter på ticketmaster.dk. De koster mellem 330 og 700 kroner plus gebyr.


Han behøvede blot en mikrofon, et beat og en scene

 

ANNONCE