Spillestedet Vega opfordrer sit publikum til at støtte Ukraine - og spiller selv ud med en donation på 221.227 kroner svarende til 1 krone per betalende gæst i VEGA i perioden 24 februar sidste år til i dag.
Den ukrainske musikbranche UAME – Ukrainian Association of Music Events - har samlet sit nationale netværk og fællesskab omkring en helt nødvendig og livsvigtig humanitær indsats i det krigshærgede ukrainske samfund. Spillesteder agerer eksempelvis distributionscentre for diverse livsfornødenheder. Medarbejdere, frivillige, artister og deres publikum medvirker til evakuering og genhusning af civilister fra de udbombede frontområder.
Steen Jørgensen, administrerende direktør i Vega, siger i en pressemeddelelse:
”Alle os som mødes i og omkring live-musikkens fællesskab i Danmark har overordnet set haft det festligt det seneste år. Utallige koncerter både ude og inde og i alle størrelser har bibragt fællesskabet en nærmest lykkelig genopblussen ovenpå år med ufrivillige pauser, afstand, tomme scener og restriktioner i alle tonearter. Og vi er klar til mere!"
I Ukraine i dag forholder det sig helt anderledes apokalyptisk. Her er hverken tomme scener eller ufrivillige pauser, men behov for bistandssupport. Vegas musikalske kolleger i Ukraine har pludselig fået mere travlt med at redde liv end med at sælge billetter, og den indsats vil Vega gerne støtte op om. Og de anbefaler deres publikum at gøre det samme.
UAME har organiseret en fundingplatform, MusicSavesUA, som fra i dag indgår i en publikumsrettet indsamlingskampagne i Vega. Vega fortæller, at det er deres forhåbning via samarbejde med Dansk Live at udbrede dette initiativ nationalt.
Selv små beløb gør en forskel. UAME kan evakuere et menneske fra et bombet område for 10 Euro. Det svarer cirka til prisen for en drink på Vega.
VEGA spiller selv ud med en donation på DKK 221.227,- svarende til 1 kr. pr. betalende gæst i VEGA i perioden 24.2.2022 til i dag.