Nyhed

POP-LABORANT: Asbjørn serverer sublim popmusik på egne præmisser

Asbjørn spiller sange fra sit femstjernede tredje album live til maj

I dag annoncerer Vega i en pressemeddelelse, at den danske popmusiker Asbjørn vil gæste Lille Vega med ”popsange til både hjernen og hjertet” den 3. maj 2023. Koncerten falder i kølvandet på med albummet Boyology, der modtog fem stjerner og følgende rosende ord fra GAFFAs anmelder, da det udkom i 2022:

Boyology står som et sublimt popalbum og en ode til alle dem, der ikke passer ind, og som med disse sange endelig har fået en håndsrækning og en mulighed for at spejle sig i en virkelig talentfuld musiker”.

Boyology er Asbjørns tredje album, og i et interview med GAFFA i 2022 fortalte han, at albummet havde været intet mindre end syv år undervejs. I interviewet fortæller Asbjørn også, at han under den lange proces skabte et slags ”pop-laboratorium”, hvor der var mulighed for at lege med albummets form og indhold.


I laboratoriet udforskede han blandt andet spørgsmålet om, hvem vi er som mennesker uden for biologien og de kulturelle forventninger – herunder særligt, hvad det i sin reneste form betyder at være dreng og mand. Boyology er resultatet af disse tanker.

I pressemeddelelsen fra Vega uddyber Asbjørn og fortæller:

- Boyology er både et pop-album på mine egne præmisser og et opgør med de usynlige forventninger i samfundet og i popkulturen til, hvad en man bør og ikke bør være.


Billetsalget til koncert i Lille Vega er allerede i gang, og du kan købe din billet her.

ANNONCE