Femstjernede Gold følger op på sidste års album med ny single
Hun har lavet musik i 15 år og udgivet den de sidste syv. Alligevel lignede det lidt af et gennembrud, da Iris Gold i foråret 2022 udsendte albummet Woman - produceret af Eurythmics-veteranen Dave Stewart og modtaget med en femstjernet anmeldelse her i GAFFA.
Nu er Gold så klar til at følge op på albummet med en ny single og tilhørende musikvideo, som har fået titlen "Dance." Der er tale om Golds første rendyrkede popnummer - i hvert fald ifølge ophavskvinden selv, som i en pressemeddelelse udtaler:
"'Dance'-nummeret får mig til at danse mig ud af smerten i kriser. Det giver mig en befrielsesfølelse og er for mig en 'pick-me-up-life' hymne, der får mig rejst igen. Det handler om at slippe sig selv fri og bare sige 'fuck det, lad os bare danse!'. Og den energi føler jeg faktisk, at videoen indkapsler meget godt," siger Iris Gold.
Gold har netop afsluttet en række på seks koncerter rundt omkring i landet, hvor hun blandt andet havde lejlighed til at lufte netop "Dance" for publikum.
"Det var helt fantastisk at opleve, at folk forholder sig til min musik, og endnu mere fantastisk at høre dem synge med på et nummer som "Dance," der ikke engang har været ude særligt længe," fortæller Gold og tilføjer:
"Efter en intens sommerturné, hvor jeg spillede over 20 shows, men ikke mødte mit publikum på samme måde, som når de har købt billet til mine shows i eget navn, og ikke mindst en pandemi, så var det bare helt fantastisk at møde publikum i øjenhøjde og virkelig mærke, at der er nogen, der følger med!"
I forbindelse med udgivelsen af sit seneste album indtog Iris Gold GAFFAs forside i maj 2022. Du kan læse det store interview lige her. Til januar kan Gold opleves sammen med Caroline Henderson, Barbara Moleko, Karen Mukupa, Nabiha, når holdet over to aftner i Aarhus og København opfører hyldestkoncerten Black Voices.
Konceptet blev første gang afviklet for fulde huse i efteråret 2021, og byder på fortolkninger af sange, som tidligere er blevet indspillet af ikoner som Billie Holiday, Aretha Franklin, Beyonce, Nina Simone, Erykah Badu, Betty Davis, TLC, Neneh Cherry, Dinah Washington, Sade, Diana Ross, Rihanna, Lauryn Hill, Grace Jones, Tina Turner, Natasja med flere.