Nyhed

COMEBACK: Everything But The Girl annoncerer første album i 24 år med singlen “Nothing Left To Lose”

Ørkenen er blevet vandet: Hitmagerne bag 90’er-hittet ”Missing” er tilbage

Den eksperimenterede triphop-med-mere-duo Everything But The Girl har ikke givet lyd fra sig siden 1999, men med deres nyeste single, ”Nothing Left To Lose”, demonstrerer de, at lyden aldrig var borte, men snarere i dvale. Everything But The Girl har leveret musik siden 1982, først i en mere akustisk udgave, og de er i særdeleshed kendt for deres enorme hit, ”Missing”, der blev udgivet som single i et Todd Terry-remix i 1995 og igen på opsamlingsalbummet Like The Deserts Miss The Rain i 2002.

Hvis du også er en af dem, der har savnet Everything But The Girl, som en ørken savner vand, har du altså heldet med dig – ”Nothing Left To Lose” træder ganske uproblematisk ind i Everything But The Girls anmelderroste diskografi.

Duoen og ægteparret, Ben Watt og Tracey Thorn, har de seneste 24 år arbejdet med deres solo-projekter, men i 2023 kan vi igen se frem til en fælles udgivelse fra duoen. Det nye album Fuse udkommer den 21. april og tæller 10 nye sange, hvor ”Nothing Left To Lose” er introduktionen. ”Nothing Left To Lose” er dog ikke alene om at antænde forventningsglæden hos Everything But The Girl-fans. Udgivelsen kommer i sammenhæng med en musikvideo, hvor ”Nothing Left To Lose”-fortællingen manifesterer sig i en velkoreograferet dans.


I forbindelse med annonceringen af deres kommende album Fuse udtaler duoen til NME, at de ”egentlig aldrig har været noget særligt nostalgisk band”. Derfor er planen heller ikke at lave et album, der hører hjemme i en forgangen storhedstid: ”Vi ønskede at komme tilbage med noget, der lød moderne […] Noget, der ville lyde virkelig godt i 2023. Det var drivkraften”, lyder det i samtalen med NME.

LÆS OGSÅ: Tracey Thorn tosset med Figurines


 

ANNONCE