Nyhed

GAFFA og Philips Hue går sammen om helt særligt legat, der hylder diversiteten i musikbranchen

Til GAFFA-Prisen 2023 vil der blive uddelt et helt nyt legat – BRIGHT-legatet – der med sine 50.000 kroner vil blive givet til en person eller aktør i den danske musikbranche, der har gjort en særlig indsats for at italesætte problematikkerne med manglende diversitet i branchen, og som har ydet ekstra på området.

GAFFA sætter en stor ære i at give spalteplads og spilletid til en bred vifte af artister. Vi er uhyre opmærksomme på, at musikbranchen i Danmark er yderst frodig, når det kommer til at repræsentere diversitet i genre, køn, etnicitet, alder og meget mere.

Selvom vi på GAFFA ved, at diversiteten findes og eksisterer, har den historisk haft svært ved at få den taletid, den fortjener, i den professionelle musikbranche. I en årrække har vi på GAFFA fulgt et nyt opgør med strukturel sexisme i branchen og belyst problemstillingen om blandt andet manglende ligestilling. Et hav af rapporter og statistikker er siden blevet udarbejdet på brancheniveau, og alle er de med til at understrege sort på hvidt, at der er et diversitets- og mangfoldighedsproblem i vores musikbranche, hvor minoriteter har sværere ved at slå igennem.

I samarbejde med Philips Hue, der er ejet af virksomheden Signify, kan vi til årets GAFFA-Prisen for første gang uddele BRIGHT-legatet. Et legat på 50.000 kroner, der gives til en person eller institution, der har gjort en særlig gerning for at italesætte problematikkerne med manglende diversitet i musikbranchen, og som på utrættelig vis har kæmpet for bedre vilkår på området.


LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2023: Afstemningen starter nu – gør din indflydelse gældende

Har stor erfaring med at implementere diversitet og mangfoldighed på arbejdspladsen

Philips Hue og Signify har stor erfaring med at implementere diversitet og mangfoldighed i deres daglige arbejde. Philips Hue er måske allermest kendt for deres store udvalg af pærer og belysningsprodukter i alle afskygninger, der kan skifte farve, lyse i takt med musik og meget mere. Men Philips Hue handler også om meget andet, end bare smart belysning. Det er nemlig en belysning, der nemt kan skabe inklusive og unikke rum, der omfavner alle personligheder, stile, situationer og humør.


Philips Hue står gennem ejerskabet af Signify desuden på et solidt fundament af kerneværdier, der sætter diversitet, ligebehandling og inklusion i højsædet – ikke kun som en integreret del af deres arbejdsplads, men også i deres arbejde med produkter og kampagner.

Signify er på verdensplan den førende virksomhed inden for belysning. Samtidig har de forpligtet sig til at være en arbejdsgiver, der med lige muligheder implementerer mangfoldighed, lighed og inklusion på deres arbejdsplads. De anser en mangfoldig arbejdsstyrke og et rummeligt og retfærdigt arbejdsmiljø som en afgørende faktor for en succesfuld og innovativ virksomhed. Desuden underskrev Signify sidste år Dansk Industris Gender Diversity-pledge, der arbejder for at øge diversiteten i erhvervslivet.

Som Nordisk HR-direktør i Signify gør Anja Hasselbalch en stor dyd ud af at have diversitet og inklusion for øje, og hun er derfor glad for, at Philips Hue og GAFFA er gået sammen om at uddele BRIGHT-legatet til årets GAFFA-Prisen:

– Grunden til, at vi ønsker at være afsender på Bright-legatet er, at vi har et solidt fundament af værdier, som vi tror på og lever efter hos Signify. Med legatet håber vi at kunne hylde og støtte en person eller en organisation, der fremadrettet vil øge diversiteten i den danske musikbranche. Musik er for alle, og derfor synes vi, at det er vigtigt, at branchen har en bred repræsentation. Med legatet håber vi at lette hverdagen for en ildsjæl eller organisation og være med til at skabe mere diversitet i branchen, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: De spiller live til GAFFA-Prisen 


Mangfoldig jury

For at finde vinderen af BRIGHT-legatet er der nedsat en jury med repræsentanter fra GAFFA, Signify, Dansk Industri og Autor – Komponister og Sangskrivere.

Nanna Frank er repræsentant for GAFFA, der, ud over utrætteligt at have belyst problematikken gennem vore egne kanaler i adskillige år, sætter en ære i at belyse emnet i sit virke som næstforperson i Dansk Kvindesamfund og som skribent på Alt For Damerne.


Lasse Matthiesen er repræsentant for Autor – Foreningen for komponister og sangskrivere, hvor han i øjeblikket er konstitueret forperson. Igennem hans forpersonskab er diversitetsproblematikken højt på Lasses dagsorden, hvor han både har fokus på køn, etnicitet, alder og genre.

Thomas Kofoed er repræsentant for Dansk Industri og har praktisk erfaring med at arbejde med diversitet i lederteams og organisationer og er endvidere passioneret musiker i blandt andet et AC/DC-coverband.

Nordisk HR-direktør i Signify, Anja Hasselbalch er sidste jurymedlem, og hun arbejder hver dag for at skabe en god arbejdsplads med plads til forskellighed. Hun ønsker, at Signifys medarbejderstab bedst muligt afspejler samfundet, og at Signify på den måde får gavn af forskellige værdifulde meninger og indsigter, når beslutninger bliver truffet.


Vinderne af GAFFA-Prisen 2023 afsløres ved et stort gallashow i Musikshuset Aarhus torsdag den 2. marts. Thomas Skov er vært, og flankeres af GAFFA-Prisens tro væbner Carsten Holm, der står klar i kulissen og taler med vinderne og de optrædende. Du kan købe dine billetter til showet her.

GAFFA-Prisen 2023 afholdes i samarbejde med Musikhuset Aarhus, Philips Hue, Jysk Fynske Medier og vores broadcasting-partner C More

ANNONCE