Nyhed

Kønsneutral kategori til Brit Awards har kun mandlige nominerede

Årets artist kan kun falde i hænderne på en mand, selvom flere kvindelige artister har udgivet store album

Sidste år vandt Adele for første gang "årets artist" til Brit Awards, der har lavet "årets kvindelige artist" og "årets mandlige artist" om til én pris.

I år er der imidlertid sket det, flere frygtede, da man introducerede de kønsneutrale priser, for blandt de nominerede finder man Stormzy, Harry Styles, George Ezra, Fred Again... og Central Cee. Der er ingen kvindelige nominerede i kategorien, til trods for at både Florence + The Machine, Little Simz og Charli XCX har udgivet anmelderroste album i 2022.

LÆS OGSÅ: Ny rapport belyser, hvilke udfordringer kvinder i musikbranchen står over for

”Jeg synes, at det er en ret sørgelig beslutning. Jeg vil gerne se, hvordan det kommer til at udfolde sig, hvad angår fair kønsrepræsentation,” fortalte Nadina Dorries, tidligere kulturminister, sidste år om Brit Awards' kønsneutrale priser ifølge The Telegraph.

”Hvis jeg ønskede at se på, hvem der har vundet priser for romaner og flere andre ting tilbage i tid, har det altid været mænd, der dominerede. Min bekymring ville være, at kvinder ikke var fair repræsenteret.”

Årets album er på tilsvarende vis domineret af mænd, da Wet Leg er de eneste kvindelige nominerede her. Mens "årets internationale artist" har Beyoncé, Lizzo og Taylor Swift som nominerede.

Flere ønskede en ændring af prisens navn, efter at Sam Smith skiftede pronomener til "de/dem" og derfor ikke kunne indgå i den ene eller den anden kategori. I år optræder de, når prisceremonien finder sted den 11. februar.

Her er årets Grammy-nomineringer: Beyoncé tangerer rekord
ANNONCE