Nyhed

Spillestedet Rust fejrer fødselsdag med Trentemøller, Pil og Soleima

”En kæmpe fødselsdagsfest for alle jer, der har danset, kysset, sovet, scoret, sunget og grædt til soundtracket fra vores DJs hver weekend”

I starten af februar fejrer det københavnske spillested Rust sin 33 års fødselsdag. Det markeres med en række koncerter i dagene 1. – 4. februar 2023, og til de allerede annoncerede navne har arrangørerne nu føjer tre nye.

Det drejer sig om Pil, Magly og Lleo, som giver koncert den 2. februar. Det samlede program består således af Trentemøller, Bbybites, USSEL, Pil, Magly, Lleo, Soleima, Betty Bass og Kleo.

GAFFA oplevede Pils optræden til SPOT Festival 2022 og kvitterede med fem stjerner. "Der bliver klappet, hujet, danset og formet hjerter med hænderne. Alt i alt en fest for enhver popelsker. Giv Pil en større scene næste gang, så vi kan få mere plads til at danse, tak!," opfordrede GAFFAs udsendte ved den lejlighed.

I 2018 udgav hun sin første singe ”Nattely”, efterfulgt af debutsinglen Når Du Går Herfra. Hendes debutalbum udkom i foråret 2022 og bærer den mindeværdige titel Kom vi flyver, siger du. For blot en uges tid siden optrådte hun på et udsolgt Store Vega i København.

"I 2020 havde vi et stort anlagt program klar til Rusts 30-års jubilæum, men da corona lukkede landet, blev det aldrig til noget. Så vi glæder os til at åbne dørene for vores 33-års jubilæum, som er det første jubilæum, vi har haft mulighed for at afholde siden nedlukningen," udtaler arrangørerne i en mail til GAFFA og fortsætter:

"Programmet er sammensat med forskellige øjemed på de forskellige aftener. Vi starter ud med altid fantastiske Bbybites, som inviterer os indenfor i sit univers med en række features, både på og udenfor scenen – det bliver en helstøbt aften i et samlet univers. På Rust har vi en lang historie med at præsentere nye artister fra den danske musikscene – så torsdag og fredag trækker tråde til dette, krydret med en etableret artist begge dage," lyder det fra spillestedet, som tilføjer:

"Torsdag følger Pil op på sin udsolgte koncert i Store VEGA sammen med Lleoh og Magly, og fredag holder vi albumrelease med Soleima, flankeret af de to stjerneskud, Betty Bass og Kleo. Med koncerten med Trentemøller om lørdagen, trækker vi tråde tilbage til Rust i start 00’erne, hvor han tog de første skridt i sin store karriere. Vi glæder os rigtig meget til at invitere Trentemøller tilbage i hans gamle hule på Rust!"

ONSDAG DEN 1. FEBRUAR

Bbybites & Friends

Konferencier: Anna Lin

Livemusik fra Bbybites, USSEL mfl.

TORSDAG DEN 2. FEBRUAR

Pil + Magly + Lleoh

FREDAG DEN 3. FEBRUAR

Soleima Album Release + Betty Bass + Kleo

LØRDAG DEN 4. FEBRUAR

Trentemøller (udsolgt)

 

LÆS OGSÅ: Mew var næsten for store til Rust 

 

ANNONCE