"Grundlæggende tror jeg på, at det bliver BIG SHOW!"
Rygterne om Benjamin Hav & Familiens forrygende liveformat var løbet i forvejen, da den særegne rapper og hans håndlangere besøgte landets største byer tilbage i november.
"Fars fede familiefest var den fedeste i byen," hed GAFFAs femstjernede anmeldelse fra Aalborg Kongres- og kulturcenter - og i København måtte der arrangeres en ekstrakoncert, da den første koncert i KB Hallen blev udsolgt. Nu er Hav så klar til at fortsætte festen her i 2023 - og i endnu større skala end hidtil.
”Sidste år lavede vi noget small-timer, der virkede BIG! Derfor mener jeg, at det nu er tid til at lave noget, der er sådan ægte BIG! Så må vi se, om vi er for meget nogle small-timere til, at det bliver rigtig BIG, eller om vi kan få det helt op og blive BIG BIG!," udtaler Hav i en pressemeddelelse i forbindelse med turnéen og fortsætter:
"Grundlæggende tror jeg på, at det bliver BIG SHOW! For Familien har lovet mig, at de vil gøre, hvad der skal til. De gør jo altid alt, hvad jeg beder dem om, så derfor kan showet næsten kun blive the BIGGEST SHOW THAT THE WORLD HAS EVER SEEN EVER BEFORE ON THIS PLANET BIG!! Det er BIG!," siger Hav og tilføjer i vanligt rabende stil:
"Jeg har jo lovet min syge mor at gøre det ypperste for Danmark. At gøre det bedste, jeg kan! Hun sagde: 'Benjamin. Det skal være større end stort. Det skal være BIG!' Jeg sagde 'ok mor. Så gør vi det. Så prøver vi at lave det, som du vil have det.' Sådan helt Bjarke Ingels BIG! Du ved kæmpe stort beton i ørken BIG! Vi kører måske ind i en HUMMER denne gang! Sådan kæmpe Co2-svin-start på showet BIG!”
38-årige Benjamin Hav har en fortid i duoen Benal. Han solodebuterede med de to album Spice Up Your Life og Dit syge dyr, som begge udkom i 2020. Billetter til den kommende turné sættes til salg den 2. februar klokken 10.00 lige her.
To. 26. oktober – Greve, Portalen
Fr. 27. oktober – Fredericia, Eksercerhuset
Lø. 28. oktober – Randers, Værket, Ridehuset
Fr. 3. november – Musikteatret Holstebro
Lø. 4.november – Herning Kongrescenter
Fr. 10. november – Viborg, Tinghallen
Lø. 11. november – Musikhuset Esbjerg
Fr. 17. november – Helsingør, Kulturværftet
Lø. 18. november – Roskilde Kongrescenter
To. 23. november – Silkeborg, Jysk Musikteater
Fr. 24. november – Vejle Musikteater
Lø. 25. november – Aalborg, AKKC, Aalborghallen
To. 30. november – Odense, Sydbank Arena
Fr. 1. december – Aarhus, Ceres Arena
Lø. 2. december – København, Royal Arena