Nyhed

ALLE SØSTRENE: Nikolaj Nørlund annoncerer nyt album med prominente gæster

Albummet er sat til at udkomme den 1. september og bliver det 12. soloalbum fra Nørlund

Nikolaj Nørlund debuterede som solist med albummet Navnløs – med digte af Michael Strunge i 1996. Nu er veteranen klar med sit 12. soloalbum, der har fået titlen Alle søstrene. Det nye album bliver efterfølgeren til Hverdag i Paradis, der modtog fire ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder. Indtil videre er singleforløberne ”Den nye danske sommer”, ”Elektrokys” og ”Lykkelig under månen” landet, og det nye album kan nydes i sin fulde længde den 1. september.

Det er ikke nogen hvem som helst, som Nikolaj Nørlund har inviteret med på den kommende plade. Singleforløberen ”Den nye danske sommer” er gæstet af Jonas Bjerre fra Mew, mens ”Elektrokys” er skrevet i samarbejde med forfatteren Cecilie Lind, der for alvor brød igennem med romanen Pigedyr i 2022.

I en pressemeddelelse lyder det, at Cecilie Lind også har hjulpet til med tilblivelsen af endnu et nummer på albummet, ”Motorkjole”, hvor hun også selv byder ind med lidt spoken word. Derudover kan lyttere også se frem til en dunkle duet ved navn ”Mørkerød”, der gæstes af Ninna Lundberg fra Ganger.


Nikolaj Nørlund drager på Danmarksturné med sit band fra den 14. september–7. oktober, og gæster til disse koncerter kan derfor se frem til optrædener med helt nye numre fra den garvede kunstner. Selv fortæller han følgende om pladen i en pressemeddelelse:

”Vi har arbejdet hårdt med at finde den her blanding af pop og lys og det banale på den ene side og så nogle gange noget mere mørkt og maskinelt og fragmenteret på den anden. Både i musikken og i teksterne. Det har handlet meget om modsætninger og dynamik. Jeg er virkelig glad for resultatet,” lyder det fra Nørlund.

LÆS OGSÅ: NIKOLAJ NØRLUND-INTERVIEW: ”Man kan altid spørge sig selv: ’Hvad ville Rick Rubin have gjort?’”


ANNONCE