ANNE LINNET FYLDER 70 – læs stort portrætinterview fra 2015

I dag fylder en af de helt store danske sangere og sangskrivere, Anne Linnet, 70 år. Vi benytter anledningen til at genpublicere dette store portrætinterview med Linnet fra 2015, da hun var aktuel med sit tredjenyeste album, Alle mine drømme til dig. Siden interviewet har hun udgivet julealbummet Vi synger julen ind i 2020 og det firdobbelte bokssæt Sange til livet i 2022 med ældre, men ikke tidligere udsendte sange. Hun har også turneret flittigt, både solo, med band og i 2019 også med sine gamle venner og samarbejdspartnere Sanne Salomonsen og Lis Sørensen.

Et levende lægehjem med klaver

– Jeg tror, jeg begyndte at lave musik, da jeg var tre år gammel. Min mor var meget musikalsk og meget levende, hvor min far var mere rolig. Hun havde malet klaveret blåt, det var bare lidt sjovere. De fik fire børn og fik senere en tibetansk dreng. Men de var meget moderne i forhold til samtiden, der var fuld ligestilling hos os, og alt blev diskuteret. Min far var læge, og min mor tandlæge, det var heller ikke helt almindeligt. Jeg voksede op i et varmt hjem i Aarhus, hvor der var meget musik. Både min mor og min mormor var pianister, og min mormor tog mig tit med i kirke, fra jeg var helt lille, og jeg blev meget fascineret af salmerne og orgelet, mere end præsten.

– Så jeg lærte tidligt Kingo, Brorson og kunne alle de vidunderlige salmer udenad fra barnsben, og når vi så kom hjem, sad vi og sang og spillede dem sammen. For mig var det helt og aldeles lystbetonet. Så opfandt jeg mit eget lille nodesystem, som jeg skrev ned i et kladdehæfte. Det var det, jeg brugte de blanke sider i salmebogen i skolen til. Allerede dengang kunne jeg høre strygerarrangementer, det har været i første klasse. Min mor spillede tit, da jeg kom hjem fra skole, og det gør noget ved et barn.

Nøgne piger i frokostpausen

– Så havde jeg to ældre brødre, som for alvor markerede sig i 60'erne, og vi mærkede faktisk summer of love og hippie-tiden helt oppe i Aarhus. Jeg forelskede mig i en franskmand, som gik på Sorbonne, hvor der var et kæmpe studenteroprør. Han kom i vores hjem gennem nogle år, Han var ikke musiker, men uddannede sig efterfølgende som skuespiller, og jeg har kontakt til ham den dag i dag. Ham mødte jeg allerede som 15-årig, og det var lige i den tid, hvor man begyndte at ryge hash, chille og dyrke flower power. Vi havde et stort hus og en meget stor græsplæne, så der lå en masse unge mennesker og gav den rigeligt gas.

– Mine forældre var åbne, men syntes, man skulle passe på med hashen. Men de respekterede os, men min far synes, at det var lige voldsomt nok, når kom hjem i sin frokostpause fra hospitalet, og der løb nøgne kvinder rundt i huset. "Kan de ikke bare tage lidt tøj på?" kan jeg huske, han sagde. Der skete mange ting, min bror var i Indien og sendte en masse hash hjem til venner i et Buddha-hoved. Det var det farverige hjem, jeg voksede op i. Vi diskuterede tingene, og man blev respekteret. Da jeg var 14-15 år gammel, spillede jeg jobs med en pige, der hed Kitty, hvor vi begge skrev sange og lavede cover-numre af Caroline King. Vi spillede til byfester, og drengene kom og drak øl og ville have os med hjem bagefter

Holger Laumann

– På Dronningens fødselsdag, da jeg var 17, kom jeg gående i shorts og skulle til tennis. Jeg gik i gennem Åbyhøj og skulle over en vej. Så kommer der en mand gående imod mig med langt krøllet hår. Vi når lige at kigge på hinanden, men går videre, men fordi jeg vender mig så meget om, skvatter jeg over kantstenen. Han vender sig så sjovt nok også om for at kigge efter mig, og går med panden direkte ind i en flagstang. Vi står på hver vores side af gaden og holder os på knæ og pande og kommer selvfølgelig til at grine, men går hver til sit. Jeg vidste, han var musiker, var sikker på, at det måtte være ham, der var lærer i Brabrand, og jeg fandt ud af, at der var et sted, han spillede med Peter Petersens Big Band hver torsdag. Jeg tog derind, han spottede mig lige med det samme. Vi snakkede sammen i pausen, og fra det øjeblik blev det bare os to. Så blev Jean Paul en god ven i Paris.

– Vi fik to børn, var gift i 14 år og havde tæt kontakt, til han døde i 2008. Nå, men efterhånden går det op for Holger, at jeg spiller musik. Han var altid god til at give folk selvtillid. Han spillede i et band, der hed Tears, hvor forsangeren Allan Mortensen skulle flytte til København. De spørger, om jeg vil være med, jeg siger ja, og vi spiller. Holger købte en lang kjole til mig – det var ikke lige mig – men jeg tog den på. Det var en mærkelig oplevelse, for alle vennerne var der for at høre, om man kunne synge. Det var noget andet end at spille til byfester. Men bandet spillede super godt, det var en fornøjelse. I starten sang jeg cover-versioner at Joni Mitchell, og Dianne Warvick og Dianna Ross. I virkeligheden er det Motown, jeg allerbedst kan lide, Supremes, Marvin Gaye, der er mange. Men så spurgte de, om vi ikke skulle prøve at spille nogle af mine ting. Det gjorde vi så, og det kom der albummet Sweet Thing (Anne Linnet & Tears, red.) ud af i 1973 – med engelske tekster. Jeg skrev faktisk forlagskontrakt med Wilhelm Hansen allerede, da jeg var 17 år gammel.

Kvindeskæbner i 70'erne

– Når man så piger dengang, var det som forsangere i lange kjoler eller som kor, nærmest aldrig som musikere. Men jeg fandt to piger, som sang rigtig godt. Den ene var Astrid (Elbek, red.). Min storebror havde mange kærester som ung, og en af dem var Lone (Poulsen, red.), som blev bassist i Shit & Chanel. Så sagde Holger, at han havde haft en elev ude på Brabrand Skole, som sang rigtig godt. Hun hed Lis, og hende syntes han, jeg skulle ringe til. Det gjorde jeg, vi mødtes hos mig og drak te, og endte med at stille gear op og prøvede os frem. Lis startede bag trommerne, men det gik ikke så godt, når hun skulle synge. Så det endte med, at det blev mig og Lis, der sang og spillede guitar i front, Astrid på el-klaveret, Ulla på trommerne og Lone på bas. Så var Shit & Chanel en realitet.

– Jeg tog initiativet, men det blev hurtigt en holdting. Jeg var vant til at spille med drengene, men med pigerne var der en verden til forskel. Drengene gik ikke så meget op i teksterne, jeg ved ikke engang, om de lagde mærke til dem. De var så velfunderede i deres tekniske kunnen, så det vigtigste var at få det til at swinge. Med pigerne, i hvert fald i starten, handlede det om at kunne synce op med hinanden. Jeg var over længere tid begyndt at lave tekster på dansk, som jeg ikke rigtigt syntes passede til Tears og drengene, så dem tog vi så fat i med Shit & Chanel. Fordi det mest var mig leverede sangene, begyndte jeg at skrive om kvindeskæbner. Der var deciderede sange, der havde kvindenavne.

– Mig og en veninde skulle være ræverøde og arbejde på fabrik. Det fik vi så på et sted, der lavede kys (marengs, red.) i røde og hvide. I ren solidaritet med arbejderklassen, men det gik hurtigt i kage. Jeg syntes, det blev lidt kedeligt at lave det samme hele tiden, så jeg sendte alt muligt mærkeligt ned ad samlebåndet. Min veninde skulle stå og pille de kys fra, der ikke var ok, og så lå der en mærkelig figur, en vingummi, et eller andet… Folk begyndte at grine, og det kunne man jo ikke have, så jeg blev fyret fra fabrikken efter to dage. Jeg tror, min veninde Bodil holdt en uge. Men i de få rygepauser af fem minutter, vi havde, kom jeg i snak med damerne på fabrikken. Der var nogle, der udelukkende arbejdede for at have råd til, at deres døtre kunne få fine strutkjoler på, når de gik til konkurrencedans. Det var både trist og smukt. Flot, at de nærmest ofrede deres eget liv for, at deres børn kunne få nogle oplevelser. På den anden side syntes jeg også, at det var et hårdt liv. De kvindeskæbner, vi skrev om i Shit & Chanel, kom mange steder fra.

Kvinders følelsesliv

– Der var ikke rigtigt blevet sunget på dansk, og så var kvinders liv og følelser aldrig blevet beskrevet før. Sebastian var begyndt at komme frem, ellers var det engelsk-sproget, så det med at fokusere på kvinde-følelser/liv/tanker kom frem der. Det var nok derfor, det hurtigt blev så populært. Der var altid stuvende fuldt, når vi skulle spille. Pigerne identificerede sig med ordene. I starten, da vi spillede, stod mændene med armene over kors for at finde ud af, om vi overhovedet kunne spille. Men da den nysgerrighed så havde lagt sig, blev vi kollegaer med musikerne.

Ung mor

– På ret kort tid gik jeg fra at være relativt anonym til et kendt ansigt, men jeg nåede ikke at tænke så meget over det, da jeg allerede blev mor i 1973, hvor jeg fødte Eva Maria. Samtidigt kom jeg ind på konservatoriet. Jeg fik fri den første måned, men efterfølgende gik jeg op til rektor og sagde: "Nu vil jeg gerne begynde", og satte liften med babyen på bordet. Det havde han aldrig set før. De tre første år fik jeg en såkaldt AM (Almen musiklærer), og herefter gik jeg til teori i to et halvt år og læste i fem år i komponistklassen med Per Nørregaard som hovedfagslærer. Jeg gik der i alt i ti år og tog min diplomeksamen i 1985, samtidig med at jeg havde to små børn. Men Holger var god, og vi blev skidegode til at planlægge.

– Det endte med, at vi fik så meget at lave med Shit & Chanel, at Tears måtte køre med en anden end mig, efter at jeg i en periode havde gjort begge dele. Holger var jo også både skolelærer og uddannet oboist. Så nogle gange ringede, de når der var sygdom i obo-gruppen i symfoniorkesteret , og så tog han sit sorte jakkesæt på. Han var en hammerdygtig oboist, selvom saxofonen var hans hovedinstrument. Men vi var gode til at få det til at køre, og fik hjælp af både mine forældre og en god barnepige.

Et borgerligt erhverv

– Selvom jeg har skrevet sange, fra jeg var lille, har jeg nok altid tænkt, at jeg skulle have et borgerligt erhverv. Men det gik gradvist op for mig, at det var musikken, der trak, "men så skal man jo bare blive dygtig og uddanne sig", sagde min far. Men det var lidt hårde odds, for når vi havde været ude at spille, og de andre festede videre, skulle jeg hjem og skrive en større opgave, og så var der ungerne. Jeg havde det superfedt med det, men det krævede sit. Jeg har altid haft det godt med at arbejde meget. Det var mine 70'ere.

– Det fællesskab med kærlighed og varme, der opstod mellem unge mennesker, alle er velkomne, den rummelighed, man dyrkede, den mærkede vi jo rigtigt meget, når vi var ude at spille. Det var en varme mellem folk, og man havde en helt klar følelse af, at folk følte, at de hørte sammen. Man kunne mærke fællesskabet fra publikum på scenen. Der var helt sikkert en følelse af, at man var ved at rykke nogle hegnspæle, og at det var noget, man gjorde sammen. Der var mange unge, der flyttede i kollektiver, og det var også typisk der, man boede, når man var ude at spille. Det var en teatertrup, vi boede hos i Holbæk, det var en varm tid. Det var et godt årti for mig, hvor jeg var meget optaget af at skrive sange og være sammen med Holger og børnene og passe mine studier. En varm, rummelig tid. Vi arbejdede også hårdt, Shit & Chanel udgav mange plader, og vi brugte meget tid på at øve.

Tove Ditlevsen

– En veninde havde købt nogle bøger hos en marskandiser. Jeg gik og rodede i bunken og fandt en bog med et grønt omslag, hvor der stod Kvindesind. på Jeg vidste godt, hvem Tove Ditlevsen var, hun var en af dem, man havde haft i skolen. Men så slog jeg op på et digt, der hed Der Bor En Ung Pige. Jeg læste det og tænkte "hvor pokker kender hun mig fra?" Det er nok det samme, der sker, når folk hører sange, der taler til dem. Der var en klar identifikation. Jeg lånte bogen med hjem, og så begyndte jeg helt af mig selv at sætte musik til digtene fra ende til anden.

– Det sjove var, at kort tid efter blev jeg ringet op af Exlibris/Gyldendal. Nu havde man lavet en indspilning af Pigesind (Tove Ditlevsen, red.) med Lasse & Mathilde, så om jeg ville sætte musik til Kvindesind?Jeg sagde, "vi kan bare gå i studiet med det samme, jeg har lavet dem". Sådan hænger det sammen. Vi gik i studiet, og i samme periode fødte jeg Marcus. Der er masser ting, der er sket i mit liv, hvor det er som om, at det ikke er tilfældigt.

– Men jeg har altid følt mig forbundet med Tove Ditlevsen. Følelser er noget, der har en fællesnævner på tværs af, hvor man kommer af og fra, høj, lav, fra et hjem uden salt til et æg eller med en guldske i munden. Når det kommer til følelser, er den slags småting ophævet. Man bliver banket i bund og løftet af de samme ting, der er en fællesnævner, når det gælder følelseslivet. Tove Ditlevsen har sprog og rytme, hvilket er super vigtigt for mig. Jeg nåede desværre ikke at træffe hende. Jeg havde et møde med hende noteret i kalenderen, men 14 dage forinden blev jeg ringet op af Exlibris, som fortalte, at de havde fundet hende død ude i en skov. Jeg blev så irriteret og ked af det. Jeg tænkte "damn", kunne hun ikke lige have ventet?! Jeg tror, hun var blevet glad og havde følt sig forstået.

– Kvindesind udkom i 1978, og vi spillede en lang turné i 1979, og så sker der det, at min far går hen og dør i en alder af kun 58 år. Det kom ud af den blå luft, som en tyv om natten. Ugen efter skal jeg spille Kvindesind i Tivolis Koncertsal, men jeg bliver slået helt af banen og må lægge alt fra mig. Så man kan sige, at de glade 70'ere fik en brat afslutning.

Anne, Sanne og Lis – Så er der 80'er-fest

– Jeg ser Jesus Christ Superstar i Aarhus og tænker "wow", da jeg ser Sanne. Ved siden af Shit & Chanel skrev jeg stadig sange på engelsk. Jeg laver pladen You're Crazy med mig, Lis og Sanne Brüel på vokal og tager på tur efterfølgende. Det blev en dunder succes, og vi blev opfordret til at tage af sted igen. Men på den tur kunne Sanne Brüel ikke være med, så tænkte jeg: "Hende der Sanne Salomonsen, jeg ringer sgu til hende, og hører om hun vil med." Og det ville hun godt, og det endte så med at blive til Anne Linnet Band. Vi begyndte at spille meget i Tyskland.

– Shit & Chanel gik ikke som sådan i opløsning, men vi fik en træls copyrightsag på halsen omkring bandnavnet. Så havde vi spillet sammen i syv år og trængte måske alle sammen til at lave noget andet. Det var fedt med Anne Linnet Band, vi havde hornsektion med Jan Glæsel og Holger Laumann med, vi havde det rigtigt sjovt. På en flyver til New York møder jeg Tina Turners trommeslager, Norman Farrington, og han siger , at jeg bare skal sige til, hvis jeg har brug for ham. Han blev en del af holdet.

Hvad skal fruen dog hedde

– Det var fedt at komme på banen med noget helt anderledes, noget energisk. Vi lavede en plade mere, Cha Cha Cha. Men jeg tror, at efterdønningerne af min fars alt for tidlige død, og at Holger og jeg var ved at gå fra hinanden, ramte mig. Der er i øvrigt en meget sjov historie fra, da vi blev gift i sin tid. Vi gik på rådhuset, blev gift, og på vej ud bliver jeg spurgt af sekretæren om, hvad jeg så vil hedde til efternavn. "Jeg skal bare hedde mit eget navn", sagde jeg. Vi går ud, og jeg kan se, at Holger er ked af det, han vil hellere have, at jeg skal hedde hans navn. Så går jeg tilbage og ændrer det, men lidt senere på vej ned at svalegangen, tænker jeg: "Nej, jeg kan altså ikke hedde Laumann" og går tilbage og ændrer det en gang til. Men så igen ser han simpelthen så ked ud af det, det betød virkelig meget for ham. Så laver jeg det om igen, og ender med at gå frem og tilbage tre gange for at ændre mit officielle navn og ender faktisk med at hedde Linnet Laumann i nogle år.

– I årevis havde kvinderne bare taget mandens navn uden at blinke, men jeg stoppede alligevel op et øjeblik. Men vi kom af en anden tid, og kønsrollerne var åbne. Jeg var sammen med Holger, jeg elskede ham, men var tidligt bevidst om min biseksualitet, Smuk og Dejlig er skrevet til en kvinde. Men det var ikke noget problem mellem os, det lå i tiden. Men bruddet fra ham og min fars død slog benene væk under mig.

Marquis de Sade – en kontroversiel kvindesag

– Nå, men det kører rigtig, rigtig godt med Anne Linnet Band, men der var andet, der pressede sig på. Jeg tog en lille rejse på tre uger alene til New York og Berlin, hvor jeg forberedte mig på musicalen Berlin 84, som jeg havde fået stillet som opgave. Der skete det, at lyden i mit hoved ændrede sig markant. Jeg var træt at den fine trestemmige klang, og var træt af, at vi altid var så mange i studiet. Det var blevet så demokratisk, at det var i vejen for sig selv. Jeg spurgte Kent, trommeslager fra Anne Linnet Band, om han vil være med i noget nyt.

– Jeg ville selv spille keyboard og have bas og guitar med – og intet andet. Det blev Moussa (Diallo, red.) og Kent Møller fra Aarhus. Jeg sagde til dem, "jeg har noget musik her, som jeg ved, hvordan skal lyde, hvor jeg selv vil producere og være i front", og det var de med på. I New York havde jeg købt et Jupiter 8-keyboard, og det elskede jeg på stedet, og det er stadig et instrument, der forfølger mig. Bliver du god til det, kan du lave så mange lyde. Jeg gemmer dem aldrig, men laver dem på stedet.

– Personligt var jeg så opfyldt af sorg og var parat til at gå planken ud. Jeg syntes ikke, at jeg kunne mærke mig selv, og det skal jeg. Jeg kunne stå på scenen med Anne Linnet Band, og det lød lige så flot som for et halvt år siden, jeg havde det bare skidt indeni. Jeg vil gerne være ærlig med det, jeg laver, men jeg kunne ikke stå der, hvor det hele var farver, fest og sjov. Jeg var et andet sted.

– Jeg synes, det er godt beskrevet i Testamentet (selvbiografi fra 2012, red.), hvor der i pressen er blevet meget fokuseret på det seksuelle. Men den skildrer min tid mellem 20-30, og hvad der er det største i den periode. Spørg du hvem som helst i den aldersgruppe i dag, hvad de egentlig tænker på, vil 98 procent af dem sige piger eller mænd. Du kan ikke beskrive den periode i dit liv, uden at det er med. Men i virkeligheden hænger både den tid og bogen sammen med sorgbearbejdelse og det følelsesliv, man gennemgår.

– Det var et markant skridt, jeg syntes, det var en nødvendighed, og det var med oprejst pande. Ekstra Bladet havde smækket tekster op inden udgivelsen, så kvindebevægelsen, der havde elsket mig for Smuk & Dejlig, kom nu og sagde, at jeg gik ind for hustruvold. Det betød, at de blokerede indgangene til spillestederne på vores første turné med Marquis de Sade, så publikum kunne ikke komme ind. Det endte med, at vi skyldte bookingbureauet en hulens masse penge, publikum kunne ikke komme ind. Booking-bureauet sagde "læg nu det band ned", men jeg troede på det, og bandet troede på det. Jeg er ikke bange for modstand, enten knækker man, eller så bliver man stærkere.

– Jeg tror også, at det gik op for mange, at Marquis de Sade også handlede om kvindesagen. Om at sprænge sine lænker. Seksuelt, men også bare kvinder, der gør sig fri af mandlig dominans. Og kigger man på verden i dag, er der stadig god grund til, at kvinder rejser sig og gør sig fri af mandlige tyraner. Sorgbearbejdelsen i Marquis de Sade var sådan lidt: hvis du niver dig i armen, så det gør ondt, så mærker du ikke så meget, at det også gør ondt et andet sted. Det er ofte, at anden smerte kan trigge en form for stilstand i forhold til den oprindelige sorg.

Jeg er jo lige her – Barndommens Gade

– Jeg følte mig sort indeni, og jeg vidste, at jeg var nødt til at dykke ind i det, men også, at jeg på et tidspunkt måtte vælge hvid igen, ellers vælger man jo at kradse af. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at den anden plade med Marquis de Sade hed Hvid magi. Efter den proces følte jeg mig renset og tog min gamle kærlighed til Tove Ditlevsen op igen og lavede Barndommens Gade og helt rent og åbent Jeg Er Jo Lige Her. Sidstnævnte emmer af noget uskyld, så det hænger følelsesmæssigt sammen det hele. Har du været helt sort følelsesmæssigt og kommer om på den anden side, så finder du en ro i dig, der gør, at du ved, at du kan klare den. Og hvis man ved det med sig selv, er man bundfældet, også hvad børn og familie angår. Det er forskelligt, hvordan man kommer igennem følelsesmæssige kriser. Nogle søger professionel hjælp udefra, men for mig var det mere tætte venner, der hjalp.

– Så blev jeg gravid med Alexander, hvilket jeg var under hele indspilningen af Jeg Er Jo Lige Her. Det var en vidunderlig ting. Men sjovt nok havde jeg haft Forårsdag liggende i skrivebordsskuffen i 18 år, jeg skriver noget hele tiden. Der var ingen andre, der kendte den. Men den passede hverken ind i Anne Linnet Band eller Marquis de Sade, men jeg havde i hovedet, at jeg elskede den sang, jeg skulle bare finde det rette sted til den. Den kom så med her. Men når en kvinde er gravid og glæder sig til et nyt liv, så er det fantastisk, og det er det samme for en mand. Med Barndommes Gade tog jeg også tråden op med min faglige baggrund og lavede en masse strygerarrangementer til filmen. Det var Astrid Henning-Jensen, der lavede filmen, en stærk dame, for søren.

Det kolde årti

– Jeg syntes, jeg kunne mærke varmen op igennem 80'erne, men 90'erne er for mig det kolde årti. Computerne begynder at tage lidt for meget over, varmen i det live-spillede går fløjten. Jeg bor i Rom til '94 til '95 og flytter hjem, da Alexander begynder at tale mere italiensk end dansk. I samme periode overtager jeg Montmartre (legendarisk jazzhus i Nørregade København, red.). Kaj, der ejede Montmartre i sin tid ville ikke have, at Shit & Chanel skulle spille, det var et jazzsted. Men han endte med at sige ja, og der var kø ned til strøget, og det var noget, han kunne forstå. Han begyndte at kalde mig fars pige og stillede lejligheden oven over til rådighed, som jeg kunne bruge, når jeg var i København. Så "Monten" blev lidt mit andet hjem, hvor jeg tit fik en godnatøl med de musikere, der havde spillet.

– Så da det var til salg, var der mange der foreslog, at jeg gik ind i sagen. Jeg overtog det, men overså lidt, at der modsat Jazzhouse ikke var nogen form for offentligt tilskud, hvis en koncert gav underskud. Men jeg syntes, der er god mening i, at tjener du penge på musik, så geninvesterer du dem i musik. Jeg overtager Montmartre i '94, er stadig i Rom, men bliver kontaktet om at lave musicalen om Thorvaldsen i forbindelse med København som kulturby i 1996. De tre år i Rom var rigtig gode på mange måder, det var fedt at prøve at plante sig om i et andet samfund og leve på deres måde, hvor Xander gik i skole. Eva Marie var flyttet hjemmefra, Marcus gik i 2.g og ville prøve at bo i Danmark med sin far, hvilket han ikke havde gjort, siden han var otte, for at gøre gymnasiet færdigt. Jeg havde mine keyboards med dernede, var kreativ og nød at være en anonym skikkelse i gadebilledet efter at have været i det offentlige rum, fra jeg var helt ung. 

Ingen arvtagere

I Danmark var der en masse avisskriverier om, at nu var det nok med alt det der Anne, Hanne, Sanne, Lis, og at det nu var tid til andre, nye og yngre ansigter. Jeg var væk i nogle år og kom tilbage og ventede med spænding på så at se de nye ansigter. Men de var der ikke. Det eneste, der var sket, som jeg så det, var Dizzy Mizz Lizzy, stort set. Jeg syntes ikke. at der var sket nogen fornyelse på pige-siden, eller tekstmæssigt i det hele taget, og det havde jeg egentlig forventet. Jeg syntes, det var køligt. Jeg syntes ikke, der var sket en skid, i hvert fald ikke noget, som jeg kunne relatere til. Selv lavede jeg Bitch Boys, et rockalbum på engelsk, med engelsk producer og de gamle venner Berit Fridahl og Jette Schandorf. Der var gang i den, det var pisse sjovt, men det blev aldrig det helt store.

– Jeg tror egentlig godt, at vi kunne have lavet nogle stærke ting sammen, hvis vi var blevet ved nogle år. Det var folk, der spillede godt,, men den psykiske energi skal også være fantastisk, hvis man virkelig skal rykke noget. Vi havde det rigtig godt sammen, men den kemi, der var i Shit & Chanel var en helt anden. Det var nærmest som om, at vi var søstre, her var det anderledes. Vi var forskellige steder i vores liv, men jeg tror godt, at vi kunne have gjort noget. Jeg syntes, at 90'erne var et kedeligt årti, og jeg syntes ikke, der skete så meget herhjemme.

Adoption

– Det var også i den tid, hvor jeg fik en lille dreng i pleje fra Rumænien. Og i 1997-98 startede jeg en adoptionssag om to rumænske børn, der er biologiske søskende, hvilket tog tre år. Pigen er i dag 25 og i praktik som sygeplejerske på Filippinerne, og han er ved at uddanne sig til koreograf og danser og går på univeristetet i Leeds, og det går ham rigtig godt. Men adoptionen tog rigtig meget tid. Vi vil jo alle sammen gerne gøre noget for nogen, for verden, for andre, hvis vi kan. I første omgang skulle jeg bare have en lille dreng på ferie i 14 dage. Det fik jeg, det var kort efter Ceausescu, børnehjemmene i Rumænien var ikke for gode.

– Efter de to uger tænkte jeg, det kan ikke passe, at han skal tilbage til det, men jeg skulle aflevere ham. Så der var nogle år, hvor vi så og skiltes i lufthavne, det var bestemt ikke sjovt. Det, der sker er, at når man indgår i en adoptionssag, skriver man også under på, at man bliver i hjemmet i en længere periode, for ro og stabilitet. Så jeg vidste også, at der kom en periode, hvor jeg ikke skulle ud og spille, men være hjemme. Jeg skiftede meget fokus i den periode. Jeg vidste, det ville blive et afbræk, men det var fint for mig, så kunne jeg skrive. Jeg begyndte at skrive koraler.

Hold fast i træet

– 00'erne var sådan set ok, jeg synes, at noget af køligheden forsvinder. Også musikalsk skete der nogle spændende ting. Pludselig kom der en som Natasja, og mange yngre artister begyndte at tage mine sange op. Der skete noget på pop-fronten. Nik og Jay, Medina og Burhan G begynder at træde deres barnesko, poptingen voksede, og i slutningen af årtiet begyndte mange af græsrodstingene at blomstre. Der synes jeg helt sikkert, at der begynder at ske noget. I 00'erne kommer jeg på banen igen med det albumm, der hedder Her Hos Mig. Det album holder jeg rigtigt meget af. Her kommer jeg på banen igen efter mange år med børn og koraler. Jeg malede også rigtig meget i den periode. Jeg elsker stadig sange som De Røde Dansesko og flere andre. Et mere stille album.

– Hun Fletter Sit Hår har jeg skrevet til Ritt Bjerregård. Jeg havde været ude at arbejde hele dagen i hendes æbleplantage, og da jeg kom hjem om aftenen, tænkte jeg "hvad er det egentlig, træer kan?" Det er helt centralt i slægtsforskning, og når moderkagen skvatter ud, efter et barn er født, så ligner den et træ. Jeg tænkte på, at Ritt igennem hele sit liv har haft op- og nedture, som vi alle sammen har, og på hvordan et menneske holde til så ekstreme opture og nedture. Det er måske bare vigtigt, at man er ekstremt god til at holde fast i sit træ. Se, hvor man kommer fra og sørge for, at træet bliver stående. Teksten siger det hele. Den er om Ritt, men er et billede på både mænd og kvinders opture og nedture, og jeg har da også selv været der. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg bliver fascineret af stærke kvinder, fordi dialogen er så givende.

– Mange af de kvindelige venskaber, jeg har er baseret på selvfølgelig og stabilitet, og det betyder meget for mig, at mennesker siger, hvad de gør, og gør, hvad de siger. Det er mennesker, der har en naturlig nysgerrighed på hele verden, en global rummelighed og varm livsopfattelse. Jeg er godt klar over, at selv meget stærke mennesker har tidspunkter i livet, hvor de er svage. Det er så der, man skal være god til at holde fast i sit træ eller have mennesker omkring en, som hjælpe en med at holde fast i det træ.

– Ens prioriteter ændrer sig undervejs i livet, forholdet mellem børn, arbejde og venner, hvad man har tid til. Ikke alle erfaringer kan man bruge til noget, men erfaring giver en større flade. Jeg har det nok meget sådan i livet, at jeg glemmer de negative ting. Jeg tror, det er en almindelig menneskelig mekanisme. Jeg har haft mennesker i mit liv, der har været støttepiller for mig, når jeg har været svag, og jeg prøver at være det samme for dem.

Giv mig en treklang

– 00'erne var et fint årti, hvor jeg blandt andet fik lavet en masse musik med Marcus, og det album, vi har lavet nu, synes jeg er skelsættende på mange måder, der både runder en tid af for mig og samtidig starter det noget nyt. Jeg synes, vi har taget det bedste fra de musikalske årtier, jeg har oplevet. Jeg har tænkt meget over, hvad de forskellige årtier kunne. Når man har været med så længe som mig, kunstnere er jo følelsesmennesker, vi omsætter følelser i kroppen, og giver det et udtryk. Der er en grund til, at man er optaget af 70'erne, men jeg har altid været nysgerrig og tænkt fremad. På lyde, på tendenser.

– Jeg afsøger nye veje altid, jeg har ikke været til det med at lave den samme plade hver gang, sådan er mit sind ikke. Der var en speciel følelse i 70'erne, når man var ude at spille. Der var der en anden stemning. Stress bliver mere og mere udbredt, alle går og tjekker deres telefon og andet hele tiden. Man tager sig ikke ro til at mærke sig selv. Glæde vokser ikke af stress, det gør den bare ikke. Alle tekster på pladen handler om følelser, og det har det altid gjort for mig. Jeg kan godt lide at høre skæve svære jazz-arrangementer, men følelsesmæssigt siger det mig ingenting. Gi' mig en treklang.

Alle min drømme til dig

– Produceren på den nye plade er min søn Marcus. Vi har prøvet at blande den digitaliserede verden, vi lever i med de gode ting fra fortiden uden at dvæle ved nostalgi, men er gået efter en sammensmeltning. Det er nok på alle planer, ikke kun musikalsk. Kunsten er næsten altid en pejling af, hvor man er mentalt, både individet og samfundet. Og i vores tid tror jeg, at der er mange, der savner den varme og det fællesskab, man havde i 70'erne og 80'erne. Vi er overhovedet ikke gået efter at lave en 70'erplade, men den er indspillet live i studiet. Først lavede vi hele pladen digitaliseret, og så fik vi alle musikerne ind og spille det samme. Det har været en helt ny måde at arbejde på, vi har sådan set lavet to plader.

– Jeg synes, der er kommet en varme ind i det, og det er det, der peger fremad for os. Det har været rigtig fint at lave så meget med Marcus. Når børn vokser op i hjem, hvor der bliver spillet meget, så bliver det et sprog, de får. Derfor er det ikke så mærkeligt, at børn ofte følger i deres forældres fodspor, de har fået et sprog. Marcus har altid været en Ole Opfinder-type, der altid kan finde på et eller andet nyt, skabe nye lyde.

Ånden fra det blå klaver

Jeg synes, jeg er et godt sted i livet i dag. Jeg har fået skrevet Testamentet, har fået meget ros, bortset fra noget kritik omkring de mange seksuelle aspekter. Jeg har haft det rigtig godt med at skrive bogen, og skal også i gang med at skrive en treer. Den første, Hvor Kommer Drømmene Fra?, handler om, da jeg var fra 0-20, Testamentet fra 20-30, og på et tidspunkt kommer der en treer. Det er et langtidsprojektet, det samme er koralerne. Dem har jeg skrevet på de sidste tre-fire år, og det ender med at blive en samling på 50 sange eller salmer. Jeg er på nogle og 30 nu, så der er et stykke vej endnu.

Jeg har altid syntes, det var dejligt, at der var hul igennem. Der er mange, der får skriveblokeringer og den slags, men jeg har altid følt en særlig glæde ved det øjeblik, hvor tingene bliver født. Det er det store for mig. Det minder mig om glæden i mit barndomshjem, hvor min mor dansede på bordene til Alouette. Det går hele vejen tilbage til det blå klaver. Der er også noget over farven, noget nordisk.

Diskografi:

Pop/Rock

År                 Titel                                   Navn

1973: Sweet Thing                                   Anne Linnet & Tears

1975: Anne Linnet                                    Anne Linnet

1976: Shit & Chanel                                Shit & Chanel

1977: Shit & Chanel No.5                        Shit & Chanel

1978: Tak For Sidst                                 Shit & Chanel

1978: Kvindesind                                    Anne Linnet

1979: Dagen Har Så Mange Farver       Shit & Chanel

1980: You're Crazy                                 Anne Linnet

1981: Anne Linnet Band                          Anne Linnet Band

1982: Cha Cha Cha                                 Anne Linnet Band

1983: Marquis de Sade                            Marquis de Sade

1985: Hvid Magi                                     Marquis de Sade

1986: Barndommens Gade                      Anne Linnet

1986: En Elsker                                      Marquis de Sade

1988: Jeg Er Jo Lige Her                          Anne Linnet

1989: Min Sang                                      Anne Linnet

1990: Shit & Chalou 1-3                         Shit & Chalou

1991: Det' Så Dansk                               Anne Linnet

1993: Tal Til Mig                                     Anne Linnet

1995: Pige Træd Varsomt                        Anne Linnet

1997: Bitch Boys                                      Bitch Boys

1999: Nattog Til Venus – De Bedste Sange vol. 1         Anne Linnet

2001: Jeg Og Du                                     Anne Linnet

2002: Over Mig Under Mig                       Marquis de Sade

2003: Relax                                            Anne Linnet

2005 Her Hos Mig 

2007: Akvarium 

2008: Anne Linnet

2010: Linnets Jul

2012: Kalder Længsel

2015: Alle Mine Drømme Til Dig 

2020: Vi Synger Julen Ind

2022:Sange Til Livet (bokssæt)

Klassisk 

1976: Sang Til Hjertet                             Sang, harpe, bas

1978: Seul                                             Tre oboer (version for soloviolin)

1978: Quatour Brutale                            Seks danse for brutal strygerkvartet

1979: Som Sand Der Forsvinder               Sang, to guitarer

1983: For Symfoniorkester                       Symfoniorkester

1984: Metal Blue Expo                             Slagtøj

1985: Spring Capricious                           Symfoniorkester (tre akter)

1985: Tiggeroperaen                               Opera

1986: Thorvaldsen                                  Opera

1993: Initium                                         Orgelværker

         Initium

         Mistrale

         Compassione

         Jnizio

1994: Piece For Pjece                              Orgel

1994: Com Amore                                   Orgel og obo

1994: Jysk Efterår                                   Kor og orgel (tre satster)

1995: Seul                                              Redigeret version

1998: At Stille Spørgsmål                        Orgel

1999: Sorg Og Glæde                              Orgel, obo, sang

1999: Sang Til Hjertet                             Orgel, sang

Musicals

1981: Roserne Bryder Ud                          Ord: Erik Knudsen, musik: Linnet

1984: Berlin 84                                        Med Sanne Salomonsen

1984: Linnet – Salomonsen                       Album blandt andet med sange fra Berlin 84

1989: Gøngehøvdingen                             Med Sanne Salomonsen, tekster af Niels Brunse

1990: Krig Og Kærlighed                           Album, blandt andet med sange fra Gøngehøvdingen

1998: Brev Til En Datter                            Tekst: Arnold Westers, musik: Linnet

Diverse

1980: Kvindesind                                     Filmmusik

1980: Go' Søndag Morgen                         Børnemusik, inklusive Sigurd

1985: Venner                                           Filmmusik til Den Kroniske Uskyld (med Thomas Helmig)

1988: Time Out                                        Filmmusik til Jon Bang Carlsens film (to sange)

1999: Hvor Kommer Drømmene Fra?        Bog: Første del af erindringer

2000: Ivan Som Baby                              Børnebøger med fotografen Yanne Bendix

         Ivan På Stranden

         Ivan Og Alexander                         

2012: Testamentet                                  Bog: Anden del af erindringer