Duoen bag det eksperimenterende elektroniske popunivers gæstede dette års Roskilde Festival – nu annoncerer de ny koncert på dansk jord
Jockstrap er i øjeblikket blandt Englands mest hypede navne, og da de for nyligt gæstede Roskilde Festival stod de mildest talt distancen. De ”uforlignelige formskiftere” modtog fem ud af seks stjerner for deres optræden, hvor de demonstrerede ”en voldsomhed, der var helt og aldeles vidunderlig”, som det blandt andet lød i anmeldelsen. Nu vender de tilbage til Danmark for at give koncert i Lille Vega den 14. november, og du kan forvente et sansebombardement af en koncert.
Georgia Ellery, der også er medlem af Black Country, New Road, og producertalentet Taylor Skye mødte hinanden i 2016 på den prestigefyldte musikskole Guildhall School of Music and Drama. Her studerede Ellery jazz-violin, mens Skye studerede elektronisk musik. I 2020 fortalte Ellery i et interview med Varsity, at duoen finder inspiration i alt fra klassisk musik til dubstep, hvorfor deres stil også kan være svær at indramme med få ord.
I 2022 udgav de debutalbummet I Love You Jennifer B, som musikmediet Pitchfork roste og placerede på deres liste over ”Best New Music”. Det er også på denne plade, at man finder gruppens største hits som ”Concrete Over Water”, ”Jennifer B” og ”Greatest Hits” – numre, som alle var på sætlisten til deres femstjernede Roskilde-koncert.
Billetsalget til koncerten i Lille Vega den 14. november starter i dag på vega.dk og Billetlugen.