I 1999 udgav hun sin debut, I 2001 vandt hun en Grammy for bedste kvindelige pop-vokal, og denne vinter vender den prisvindende hæse stemme tilbage til Danmark.
I forbindelse med at den amerikanske sanger og sangskriver Macy Gray drager på UK & European Tour, får vi flot besøg herhjemme. Macy Gray lægger nemlig vejen forbi hele to danske byer under sin turné, og den 11. november er det Arena Næstved, der får lov at byde soulsangerinden velkommen, mens det den 12. november bliver Musikhuset Aarhus.
Macy Grays ikoniske stemme blev verdenskendt med et brag, da ”I Try” og ”Still” fra debutalbummet On How Life Is hittede i radioen. Det var ”I Try”, der ultimativt vandt hende en Grammy tilbage i 2001, og denne single var samme år også nomineret i blandt andre kategorien ”Årets sang”.
Nu tager Macy Gray sine 10 studiealbum under armen og vender tilbage til Danmark for at afholde, hvad Arena Næstveds direktør kalder for ”soulnight med en af de mest ikoniske stemmer gennem tiden”. Arena Næstveds direktør Jakob Brixvold fortæller videre om bookingen af Macy Gray i en pressemeddelelse fra Arena Næstved:
”Hun var jo egentlig en sangskriver, der ikke brød sig om sin egen stemme, men som endte med at leve af den. Alle, der lyttede til radioen i 00’erne, har med garanti starten festen op med Macy Gray i højtalerne. Vi går efter præcis den vibe,” fortæller Jakob Brixvold.
GAFFA var med, da Macy Gray i 2017 gæstede Musikkens Hus i Aalborg, og GAFFAs anmelder gav fire stjerner til den store sanger.
”Trommesolo og kjoleskift gav koncerten det højdepunkt, som der skulle til for at stoppe koncerten på toppen, hvilket ellers havde ladet vente på sig – men den var bestemt værd at vente på, og der er ingen tvivl om det musikalske talent, som både Macy Gray og band har,” lød det blandt andet i anmeldelsen.
Jakob Brixvold fortæller afsluttende, hvor stort det er at have fået ingen ringere end Macy Gray til Næstved:
”Det her er kæmpestort. Macy Gray har en helt unik lyd og et stærkt bagkatalog af internationale storhits. Hun formår dog alligevel at holde sig aktuel og udgive ny musik, der fanger tidsånden. Vi er virkelig stolte over, at det lykkedes at få en kvindelig artist af hendes kaliber til Næstved,” lyder det fra direktøren.
Billetterne sættes til salg den 7. juli.
LÆS OGSÅ: GAFFA 40: Da vi mødte Macy Gray midt i vildt gennembrud