Nyhed

Eagles-bassist Randy Meisner er død

Medstifteren af det ikoniske rockband er gået bort efter komplikationer fra KOL. Han blev 77 år gammel.

Eagles kunne i går meddele, at medstifter, bassist og vokalist Randy Meisner (midtfor på foto) er gået bort. Randy Meisner forlod bandet i 1977 og var heller ikke med, da de blev gendannet i 1990’erne. Ikke desto mindre var han med til at stifte det ikoniske band i 1971 og var aktiv i det meste af deres storhedstid i 70’erne.

"Randy var en integreret del af Eagles og afgørende for bandets tidlige succes," udtaler Eagles. "Hans vokalrækkevidde var forbløffende, som det er tydeligt på hans signatur-ballade, Take It to the Limit," lyder det blandt andet i bandets officielle meddelelse.

Meisner forlod gruppen kort efter udgivelsen af albumhittet Hotel California – ifølge The Guardian var den generte person fra Nebraska splittet mellem berømmelse og familieliv og døjede både med sygdom og hjemve under Hotel California-turnéen.


Randy Meisner udgav et soloprojekt i 1978, men projektet nåede ikke nær så stor succes som Eagles. De største numre fra hans tid som soloartist blev ”Take It to the Limit” og ”Hearts on Fire”.

De seneste år var ikke nemme for Eagles-medstifteren, der blandt andet døjede med sygdom, og som måtte sige farvel til sin kone, da hun ved et tragisk uheld skød sig selv og døde, fortæller The Guardian.

I et interview med mediet www.lobstergottalent.com i 2015 fortalte Meisner om sin glæde over tiden i Eagles og de album, de sammen lavede:


”Formålet med hele Eagles-oplevelsen var for mig den kombination og kemi, der fik alle harmonierne til at lyde perfekte. Det sjove er, at efter vi havde lavet de album, hørte jeg aldrig rigtigt selv musikken, og det er kun, når nogen kommer forbi, eller jeg er hos nogen, og den spilles i baggrunden, at jeg tænker, ”Hold nu op, de her plader er gode”," lød det fra bassisten.

LÆS OGSÅ: KLASSIKEREN FYLDER 50 ÅR: Da Eagles dyrkede de lovløse antihelte

 


 

 

ANNONCE