Nyhed

Guns N’ Roses-tekniker bekræfter: "Der kommer nyt musik meget, meget snart - når som helst nu"

Et nyt album vil blive det første fra gruppen siden 2008

Guns N’ Roses udgav i 2021 singlerne ”Absurd” og ”Hard Skool”. De to sange skulle oprindeligt have været med på Chinese Democracy i 2008, men blev i stedet samlet op af bandets nuværende medlemmer og skrevet om. I 2022 fortalte guitaristen Slash til musikmagasinet Consequence of Sound, at yderligere to sange formentlig ville lande i sommeren 2022, men det gjorde de ikke. Nu bekræfter Guns N' Roses-scenetekniker siden 1988, Tom Mayhue, at en ny single kan lande ”når som helst nu”, og at et nyt album også er undervejs.

Under deres seneste stop i Paris på deres europæiske turné talte Tom Mayhue foran en gruppe mennesker om sin tid med bandet, og det er i videoer fra denne samtale, at man kan høre Mayhue bekræfte tidshorisonten for ny musik. Det skriver blandt andre rockmagasinet Loudwire.

”Så jeg har været sammen med bandet for evigt, og vi er ved at være klar til at færddiggøre denne del af vores Guns N’ Roses' europæiske turné (…) Og jeg ved, at bandet vil til at starte på ny musik – de har indspillet en masse allerede. Så der kommer nyt Guns N’ Roses-musik meget snart. Faktisk, så tror jeg, at de vil prøve på at få en single ud når som helst nu, så I kommer nok til at høre noget meget, meget snart,” lyder det blandt andet fra Tom Mayhue.


Ud over udtalelsen fra Tom Mayhue og fra Slash tilbage i 2022 blev Axl Rose og Slash også for nylig fotograferet i Urban Sound Studios i Norge, hvor de ifølge studiet lyttede til ”nye mixes”. Billedet er dog siden blevet slettet.

Det vides ikke endnu, hvor meget af den nye musik, der vil være sange, som ikke nåede med på tidligere albumudgivelser (ligesom det var tilfældet med singlerne ”Absurd” og ”Hard Skool”). Tom Mayhue fortæller dog, at meget af materialet lyder mere som Appetite for Destruction end Chinese Democracy, og at bandet havde en del sange tilovers fra Appetite for Destruction.

LÆS OGSÅ: Slash til GAFFA: "Jeg har aldrig set mig selv som et ikon"


ANNONCE