Nyhed

HAVNEPARADE: Oplev Teitur og Kira Skov gratis på flydende scener i Københavns havn

Copenhagen Harbour Parade fejrer København som kunstmetropol med tre dage fulde af kunst, musik og dans – og det er ganske gratis

For tredje år i streg fejrer Copenhagen Harbour Parade kunsten og København over tre dage (den 11. - 13. august) med forskellige stoppesteder langs Københavns Havn. Festlighederne er gratis og foregår blandt andet på flydende scener i byens kanaler og havneindløb, mens hjertet af paraden bliver en festivalplads på Kyssetrappen ved Ofelias plads. Det er også fra Kyssetrappen, at du kan opleve to koncerter lørdag aften, hvor Kira Skov optræder med Det Kgl. Kapel og Teitur med Girls in Airports.

Havneparaden i København vandt i 2020 en Danish Music Award, mens den i dag breder sig over flere forskellige kunstneriske genrer og udtryk. Fælles for alle værker er dog, at de har en relation til København som by, og flere af dem er skrevet specifikt til dette års parade.

Festivalleder Mai Seidelin fortæller følgende om Copenhagen Harbour Parade-projektet i en pressemeddelelse:


“Ved at benytte det offentlige rum bryder vi kunstoplevelsens vante rammer og samler københavnerne om et kulturliv, der sædvanligvis lever bag byens mure. Vi vender simpelthen vrangen ud på Københavns boblende kunstmiljø og bringer det i øjenhøjde med folket. Samtidig hylder vi København som en unik havneby med kunst flydende i årerne,” lyder det fra festivallederen.

Det er et tætpakket program, der har enormt meget at byde på inden for både dans, lys, musik, scenografi og installationskunst, og du kan blive klogere på det præcise program på festivalens hjemmeside. Helt generelt kan du om fredagen opleve paraden mellem kl. 20-24 i indre by og Christianshavns kanaler, mens der fra lørdag kl. 12 sejler en ny parade. Om aftenen kan du se de to koncerter fra Kyssetrappen, hvor festivalpladsen med street food og bar er placeret.

Om søndagen mellem kl. 10-16 er der skabt festival for børn og deres familier i Havnevigen på Islands Brygge.


LÆS OGSÅ ALBUMANMELDELSEN: Teitur x Aarhus Jazz Orchestra: Nødopkald fra isolationen i Atlanten

 

ANNONCE