Nyhed

Sinéad O'Connor er død

Den irske sanger og sangskriver blev 56 år

Den irske sanger og sangskriver Sinéad O'Connor er død, 56 år gammel, skriver The Irish Times. Dødsårsagen er ikke offentliggjort.

O'Connor albumdebuterede i 1987 med det anmelderroste The Lion and the Cobra og fik sit brede gennembrud i 1990 med singlen "Nothing Compares 2 U", skrevet af Prince og oprindeligt indspillet af hans kortvarige sideprojekt The Family i 1985, hvor nummeret ikke vakte megen opsigt. Sangen indgår også på O'Connors andet album, I Do Not Want What I Haven't Got, der ligeledes fik flotte anmeldelser og blev en international succes, som blandt andet toppede hitlisterne i både Irland, Storbritannien og USA.

Siden fulgte yderligere otte album, senest I'm Not Bossy, I'm the Boss fra 2014. Pladerne fik generelt pæne anmeldelser, men solgte alle markant mindre end I Do Not Want What I Haven't Got. Musikalsk spænder de fra forskellige former for pop og rock over jazz og reggae til irsk folkemusik.


O'Connor fik mange roser for sin intense, følelsesladede stemme og ditto sange, men blev også ramt af megen modgang og kom ud i mange kontroverser. I 1992 rev hun et foto af pave Johannes Paul II i stykker i det amerikanske tv-program Saturday Night Live i protest mod sexovergreb i den katolske kirke. Hendes handling vakte voldsomme protester, og da hun to uger senere optrådte ved den store Bob Dylan-hyldestkoncert i Madison Square Garden, blev hun ramt af voldsomme buh-råb og forlod grædende scenen i utide.

I januar 2022 døde O'Connors 17-årige søn Shane, og hun kom efterfølgende med urovækkende opdateringer på en Twitter-profil, hvorefter hun blev indlagt. 

I alt fik Sinéad O'Connor fire børn. Hun blev gift og skilt fire gange.


O'Connor havde i de senere år været åben omkring sine mentale problemer og været i behandling for misbrug.

I 2018 konverterede hun til islam og tog i den forbindelse navnet Shuhada' Sadaqat, men hun optrådte og udgav stadig under navnet Sinéad O'Connor. I 2021 udsendte hun den anmelderroste selvbiografi Rememberings. I 2022 udkom den britiske dokumentarfilm Nothing Compares, som i skrivende stund kan ses på dr.dk

Hendes seneste danske koncert fandt sted på Posten i Odense i 2014, hvor hun var i topform ifølge GAFFAs anmelder.

ANNONCE