Texas’ opsamlingsplade indeholder deres egne klassiker samt den lånte ”Keep On Talking”
I fredags (den 16. juni, red.) udgav skotske Texas opsamlingspladen The Very Best of 1989-2023. Opsamlingspladen kommer 24 år efter, at gruppen udgav hitsinglen ”I Don’t Want a Lover”, der i skrivende stund er hørt mere end 40 millioner gange på Spotify. Den nye opsamlingsplade tæller også hits som ”Say What You Want”, ”Black Eyed Boy” og ”Summer Son”. Dertil har Texas smidt et cover af 1965-hittet ”Keep On Talking”.
”Keep On Talking” hører til blandt skotske ”Northern soul”-klassikere og blev oprindeligt skrevet af Dan Penn og Spooner Oldham. Texas-forsanger Sharleen Spiteri fortæller i en pressemeddelelse om glæden ved at få lov at arbejde med Oldham og Penns hit:
”Det har været en drøm at få lov at arbejde med Spooner (Oldham, red.) på denne Northern soul-klassiker, som han og Penn har skrevet. Alene de numre, som Spooner har spillet på, gjorde det at arbejde med denne legende til noget helt, helt særligt,” lyder det fra Spiteri.
Den 7. juli vender Texas ligeledes tilbage til Danmark for at give koncert til Fredagsrock i Tivoli. I 2022 spillede Texas en firestjernet koncert på Train i Aarhus, hvor ”Texas og publikum festede, som var det 1989”, lød det blandt andet fra GAFFAs anmelder. Koncerten var en del af deres corona-udskudte 30-års jubilæumsturné, og GAFFAs anmelder husker selv udgivelsen af Texas’ debut:
”Jeg husker tydeligt, da skotske Texas udgav deres debutalbum Southside i marts 1989. Jeg var 14 år, forholdsvis nybegynder i at høre pop og rock og var frivillig på en lokalradio i Grenå, der modtog masser af ny musik,” fortæller GAFFAs anmelder og fortsætter:
”Og det var en lise at høre en plade, der ikke var sovset ind i keyboards, trommemaskiner og digital rumklang, men åbnede med noget så usædvanligt som en blueset slide-guitar, inden Sharleen Spiteris let hæse, sensuelle stemme faldt ind med meldingen ”I Don’t Want a Lover”. Alligevel, eller måske netop derfor, blev den et stort hit,” afsluttes den nostalgiske anekdote.
LÆS OGSÅ: FREDAGSROCK: Tivoli ruller sommerens fulde koncertprogram ud




