Nyhed

LYT: Scarlet Pleasure udgiver ny single om glæden ved en skyfri dansk sommerhimmel

”Den her sang indkapsler længslen og endorfinerne, der hører til den slags romancer og oplevelser, som solens stråler forstærker”, fortæller Scarlet Pleasure om singlen ”Summertime”.

Den danske gruppe Scarlet Pleasure er med ny single klar til (endnu engang) at bidrage til sommerens soundtracks. Den nye single ”Summertime” lander ned midt i en tid, hvor solen i flere uger har skinnet næsten uafbrudt fra en skyfri dansk sommerhimmel. Scarlet Pleasure har selv optaget den nye single under en sommerhustur, hvor de fortæller, at sangen opstod ganske ”ubesværet og let”.

I samme pressemeddelelse lyder det også fra bandet, at den nye single føltes ”lidt som at vende hjem”. Poptrioen Scarlet Pleasure debuterede i 2014 og har siden produceret en perlerække af hits som ”Deja vu”, ”Limbo”, ”Good Together” og ikke mindst ”What a Life”, der blev brugt som titelmelodi i Thomas Vinterbergs Oscar-vindende film Druk.

”Summertime” er tredje udspil fra gruppen i 2023, der i marts udgav singlen ”Pompeii” og i maj singlen ”Happy”. Deres seneste to album kom begge i 2020 og modtog begge de lunkne tre ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder. Om albummet Garden lød det således fra anmelderen om den blandede oplevelse:


”Der mangler klart nogle hits på Garden, hvilket forvirrer mig mere. Inderligheden mangler også. Men der er noget med analoge instrumenter blandet med det moderne udtryk og så mange nik til forskellige genrer, som bare alligevel kan noget. Ud med de gamle, kedelige kasser og ind med legesyge fyre i sjovt tøj med lidt for lollede tekster. Sådan et forvirrende og stadig forfriskende udspil kaster sgu middelkarakter af sig,” afslutter GAFFAs anmelder.

I pressemeddelelsen lyder det, at Scarlet Pleasure planlægger at vende tilbage til bandets fundament med guitar, bas og trommer på deres kommende album, der udkommer på den anden side af sommeren. De forbeholder sig dog også retten til at skabe lige, hvad de vil, lyder det i pressemeddelelsen.

Hør sangen her:

ANNONCE