Fik du læst vores anmeldelse fra Joe Cockers allersidste danske koncert for ti år siden?
I 2024 er der gået ti år siden, vi mistede Joe Cocker i en alder af 70 år. I årene op til sin død nåede Cocker at give adskillige danske koncerter - i Aalborg i 2005, på Train i Aarhus i 2007 og i både København og Kolding i 2011.
Og blot et halvt års tid inden sin død, stod Cocker på scenen i Lunden i Horsens for at give, hvad der altså skulle blive hans sidste optræden herhjemme. Her kan du læse eller genlæse den ikke udelt begejstrede anmeldelse fra sensommeren 2013.
Joe uden nogen form for Cocker
Sommeren 2013 har vrimlet med fede musikalske tilbud, og jeg var sikker på, at mødet med Joe Cocker ville slutte sommerens legende-parade af med a hell of a concert. Jeg havde i hvert fald håbet.
Allerede ved ankomsten til det ellers hyggelige Lunden fik jeg den første ærgerlige fornemmelse af, at det godt kunne blive en hård aften på jobbet. Jeg havde forgæves undersøgt hjemmefra, om arrangementet også ville byde på noget opvarmning af en slags, og det skal jeg da lige love for, at det gjorde.
I en hel klokketime blev vi tortureret ved et totalt ukendt band kaldet Skriver & Bjarnesen Blues Band, der simpelthen spillede som et dårligt gymnasieband. Et eller andet sted er det rystende, at arrangørerne hyrer sådan et band til at spille support for Joe Cocker. Seriøst – hvem ville ikke gerne have taget den tjans?
Fint nok, videre kom vi. Den halve time mellem support og hovednavn brugte de 4500 fremmødte publikummer på at drikke sig en endnu større kæp i øret, end de havde i forvejen. Til spredte klapsalver kom først bandet og så manden selv. Mr. Joe Cocker med topmave og klædt i sort.
Der åbnedes med den meget fine gospelprægede skæring "I Come In Peace" fra Cockers seneste udspil "Fire It Up" fra sidste år. Ærgerligt var det blot, at lyden fra start ikke var høj nok, og derfor var det alt for tydeligt at høre publikum snakke. Lyden blev heldigvis langt bedre i løbet af et par numre.
Sangeren fra Sheffield er naturligvis mest kendt for sine utallige coverversioner af utallige gode sange, og de fyldte også halvdelen af det lidt mere end halvanden time lange sæt.
Vitaliteten er væk
Det er ikke godt at vide, hvad den gode Cocker og bandet siger til hinanden, inden de går ind på scenen for at spille endnu en koncert på deres evigt kørende turné. Overskuddet var på ingen måde til stede, og det var så tydeligt, at der inden koncerten var trykket på autopiloten.
Boogie-fræseren "The Letter" tilsat saxofon var da fed, men man kunne lige så godt bare have sat et bånd på. At stå oppe blandt det horrible Horsens-publikum var frygteligt.
Fra alle sider blev der konstant knævret højlydt og sågar også snakket i telefon. Var de mon overhovedet klar over, hvem der stod på scenen? Store dele af publikum kunne ikke få sig selv til at klappe. Det var fordi, de stod med en fadøl i hånden.
Højdepunkterne var meget spredte, men første tegn på klasse var "Up Where We Belong", i hvilken den ene korsangerinde Nichelle Tillman også brillerede. Det lød smukt, også selv om folk stadig snakkede i et væk, men fornøjelsen varede kort.
Efterfølgende tog Cocker og backingbandet fat i en decideret musical-udgave af "Come Together", der tændte op under publikums fuldemands-fællessang. Klassikere på stribe tilsat lidt nye metervarer, men aftenen blev aldrig andet end et udsalg, hvor hverken publikum eller Joe Cocker gad lege med.
Bandet er der heller ikke meget at sige om. Intet nærvær og ingen vilje til at give Horsens verdens bedste koncert. Blot en sørgelig aften på kontoret. To korpiger, der dansede mere end de sang, og resten af bandet kiggede mere ned, end de kiggede op.
Pinligt berørte eller ligeglade? Spørgsmålet forbliver ubesvaret. Cocker selv virkede til at være et helt andet sted, og ud over "Horsens, Denmark" fik han ikke sagt det store. Ved at sige ovenstående bekræftede han dog, at han vidste, hvor han var.
De stille indslag var musikalsk de bedste. Her kom Cockers slidte stemme til sin ret, men det druknede i snakken fra publikum. I den harmonika-bårne "N'Oubliez Jamais" var der optræk til noget stort, og "You Don't Need A Million Dollars" var også en fin stund. Jeg tror, de havde fungeret indendørs for et publikum, der ikke var stangstive.
Hof-hittene "With A Little Help From My Friends" og "Unchain My Heart" var endnu engang mere musical, end det var musik, og afslutningen med "Cry Me A River" satte bare streg under, at Horsens-koncerten var skræddersyet til glemmebogen. Publikum var stærkt medvirkende til at smadre totaloplevelsen, men den musikalske destruktion stod Cocker selv for.
Så meget tjente de på at spille på Woodstock
