Christopher får hovedrolledebut på Netflix og får dermed adgang til 233 millioner seere
Jeg havde ikke set det komme – at den danske popsnedker og kvindebedårer, Christopher, skulle blive skuespiller – indtage hovedrollen i en spillefilm, og på sin vis spille en rolle som det, han er: popsnedker og kvindebedårer. Men det er dét, der her er tale om: at Christopher spiller hovedrollen som Elliott i Netflix’ nye spillefilm, A Beautiful Life – en rolle som popsnedker og kvindebedårer.
Ved nærmere eftertanke er det måske ikke så far fetched. For det udadvendte, meget scene-, show- og tv-vante pop- og naturtalent, har jo før sprængt rammer. Så hvorfor ikke?
Efter at have set filmen vil jeg da også fortsat kalde ham et naturtalent. Han har selv fortalt, at det har været en udfordring for ham at spille skuespil, men i filmen virker han forfriskende naturlig – i rollen som den unge, arbejdsomme mand fra fiskeindustrien, som under en akkompagnerende live-optræden på et lokalt værtshus bliver opdaget og snart tilbudt en høj hyre og et lovende liv som popstjerne.
Selvfølgelig bliver han popstjerne, og selvfølgelig er det ikke alt, der går glat på vej til den nye status. Selvfølgelig er der noget fortid, nutid og fremtid, der clasher. Det kan næsten ikke være anderledes.
Problemet er bare – for det første – at filmen bliver som en strøm af filmklichéer sat sammen. For det andet – at flere af karaktererne ikke udfoldes tilstrækkeligt, men forbliver endimensionelle. Man skal ikke have set mange film for at kunne sige, at man har set det ene og det andet før. Og dét er filmens problem. At den – og karaktererne – forbliver som skitser. Om det så skyldes manuskriptet (Stefan Jaworski) eller instruktionen (Mehdi Avaz) eller et miks af ting, skal jeg ikke kunne sige. Men det ikke er Christophers indsats, der skaber problemet. Indenfor den ramme, han får stillet til rådighed, gør han det fermt – set i lyset af, at han er novice. De sange, han har skrevet til filmen, er catchy, og hans skuespil er godkendt.
Også andre medvirkende – for eksempel Inga Ibsdotter Lilleaas, Christine Albeck Børge og Ardalan Esmaili (foruden Paw Henriksen, der i en suveræn birolle spiller Elliotts chef i fiskeindustrien) – gør en god figur. Men Christopher? Ja, hans indsats er altså også godkendt.
At han så må skrive sig ind i en film og rolle, der næsten bliver som en lillebror til A Star is Born (2018-udgaven med Lady Gaga i hovedrollen) er bare ærgerligt. Ikke desto mindre kan man håbe for ham, at han – som Elliot, der bliver lovet stjernestatus – vil få glæde af at komme i kontakt med nogle af de 233 millioner Netflix-seere ude i verden. For Christopher virker som en empatisk, flink fyr, der vil kunne tåle en større stjernestatus.
Vurdering: 3 ud af 6 stjerner. Filmen kan ses på Netflix fra 1. juni.
LÆS OGSÅ: CHRISTOPHER OM SIN FØRSTE HOVEDROLLE: Grib chancen, når du får den