Nyhed

FOO FIGHTERS: Så er Taylor Hawkins' afløser fundet

Lidt over et år efter trommeslagerens tragiske død er der nu sat navn på hans efterfølger

Den 25. marts 2022 døde Foo Fighters' trommeslager Taylor Hawkins i en alder af blot 50 år - midt under bandets turné i Sydamerika. Hawkins nåede at sidde bag trommerne i bandet i 25 år, efter at have at overtaget tjansen fra forgængeren William Goldsmith i 1997.

Nu er det så endelig offentliggjort, hvem der skal udfylde tomrummet efter den vellidte og dygtige Hawkins, som forud for sin tjans med David Grohl og kompagni spillede trommer i Alanis Morissettes liveband. Den store nyhed blev breaket i en livestream i weekenden.

Spændingen blev bygget behørigt op i livestreamen, som indledtes med, at forskellige berømte trommeslagere kom forbi Foo Fighters' studie. Både Chad Smith fra Red Hot Chili Peppers, Mötley Crües Tommy Lee og Tools Danny Carey viste sig imidlertid at have andre (fiktive) ærinder, og til sidst panorerede kameraet så over på den nye mand bag trommerne.


Valget er faldet på Josh Freese - en yderst rutineret herre, som tidligere har spillet med blandt andre Guns n' Roses, Nine Inch Nails og Weezer og bidraget på indspilninger med folk som Bruce Springsteen, Evanescence, Meredith Brooks og Lana Del Rey.

Foo Fighters indleder i denne uge en omfattende, amerikansk turné, som skydes i gang i Gilford, New Hampshire i morgen (24. maj) og fortsætter frem til midten af oktober.

KARANTÆNE-AKTIVITET: Taylor Hawkins fra Foo Fighters giver trommeundervisning


 

ANNONCE