De to danske kunstnere mødes på en sang om uforløst kærlighed
I dag udkommer en sommervarm kærlighedsduet fra Andreas Odbjerg og Ida Laurberg, der også samarbejdede på Ida Laurbergs seneste single ”Terrier” fra 2022. ”Terrier” var den første sang, de to danske kunstnere lavede sammen, og i en pressemeddelelse lyder det, at idéen om at lave en duet mellem de to opstod kort efter. Nu er duetten ”Jeg kan rigtig godt li’ dig” landet.
Den nye single holder humøret og tempoet højt på trods af at være en sang om en slags uforløst kærlighed. I pressemeddelelsen fortæller Laurberg og Odbjerg videre om idéen bag duetten:
”Den handler om den slags ulykkelige kærlighed, hvor to mennesker holder helt vildt meget af hinanden, men på to vidt forskellige måder,” fortæller de og fortsætter:
”Vi brugte vores egne navne i sangen fordi ”Ida” tilfældigvis rimede med de første to linjer vi allerede havde skrevet til omkvædet – hvorefter vi fik ideen om at synge ”Andreas rimer ik’ på Ida” fordi det gør det ikke… Og der havde vi ligesom noget, som vi syntes var rigtig sjovt, dumt og fedt, og noget som passede til den humor, vi også var gået all in på i ”Terrier”, som for os føles som den perfekte balance mellem idiotisk og genialt,” afslutter de.
De to kunstnere drager begge ud og optræder på landets festivaler denne sommer, og de spillede for nyligt begge på Jelling Musikfestival, hvor de også optrådte med den nye single. Ida Laurberg kan blandt andet opleves på Roskilde Festivals First Days-program og Nibe Festival, mens Andreas Odbjerg blandet optræder på Skive Festival og Grøn.
Det lyder afsluttende i pressemeddelelsen, at de to kunstnere har fortsat samarbejdet på Ida Laurbergs debutalbum, der er sat til at udkomme engang i 2023.
LÆS OGSÅ: REPORTAGE: Jelling Musikfestival 2023 – dette var årets højdepunkter og skuffelser