Logic Pro er nu kommet til iPad’en også og lover masser af kreative muligheder til musikeren
Programmer til at skabe musik kræver ofte en laptop med masser af hestekræfter. Det gælder ikke mindst for programmet Logic Pro. Men nu er det kommet i en version, der kan køre på alle iPads, som er opdateret til iPadOS 16.4.
Logic Pro til iPad understøtter Multi-Touch, hvilket skulle hjælpe musikskabere til både at spille på softwarebaserede instrumenter og interagere intuitivt med programmets kontroller. Programmet understøtter optagelse af musik og stemmer direkte fra iPad’ens mikrofoner, og ikke overraskende Apple Pencil.
Programmet er blevet opdateret på en række punkter, blandt andet med en ny browser til lyde og effekter, der bruger dynamiske filtre, så komponisten kan finde de rigtige lyde, lige når inspirationen rammer.
Alle lyde og effekter kan høres, inden de bliver indsat i musikken, hvilket gør det lettere at navigere rundt i effekterne. Der er over 100 instrumenter og effekter indbygget i programmet, blandt andet effekter der fungerer på samme måde som gamle equalizere, kompressorer og rumklang.
Musiksamples kan klippes til og flippes rundt, rytmer og bassekvenser kan tilpasses, og tilpassede trommesæt og rytmer kan justeres, så de passer til de krav, komponisten har. Apple lover, at brugeren med funktionen Quick Sampler kan omdanne lyd-samples til nye instrumenter, der kan spilles på i programmet.
En anden funktion, Step Sequencer gør det muligt at programmere trommemønstre, bassekvenser og melodier, og der kan laves automatiske sekvenser med få klik – fortæller Apple i en pressemeddelelse. Brugerne kan designe deres egne trommesæt med Drum Machine Designer, og Live Loops gør det muligt at lave arrangementer ved at mixe musikloops.
Endelig fortæller Apple, at Logic Pro har en mixer med alle de funktioner, der findes i en professionel mixer, herunder alle de indstillinger og kontroller, der findes i en sådan. Programmet kan ikke købes – brugere skal abonnere på det. Prisen ligger på ca. 34 kroner om måneden, eller 340 kroner om året, og der er en måneds gratis prøveperiode.
LÆS OGSÅ: Så kom HomePod og HomePod mini til Danmark