Nyhed

Roskilde Festival-aktuelle Blur annoncerer nyt album: Tyvstarter med ny single

Blur overrasker med nyheden om, at de udkommer med et nyt album. Det første fuldlængdealbum i otte år.

Det ikoniske rockband Blur har netop annonceret at et nyt album, The Ballad of Darren, er på trapperne. Spændte fans kan derfor glæde sig til den 21. juli, hvor albummet er sat til at udkomme. 

I forbindelse med offentliggørelsen af det nye album delte hvert bandmedlem et kort statement om den nye plade på sociale medier. 

Fra forsanger Damon Albarn lød det kort og kontant:

"Det her er en efterskælvs-plade, reflestion og kommentar til, hvor vi befinder os nu". 

Lead-guitarist og korvokalist Graham Coxon skrev: 

"Jo ældre og galere vi bliver, bliver det mere essentielt, at det, vi spiller, er fyldt med de rigtige følelser og hensigter. Nogle gange gør kun et riff ikke jobbet."

Bassist Alex James supplerer: 

"For at et langsigtet forhold skal vare med betydning, skal du være i stand til at overraske hinanden på en eller anden måde, og på en eller anden måde fortsætter vi alle med at gøre det." 

Sidst, men ikke mindst, afslutter trommeslager Dave Rowntree: 

”Det føles altid meget naturligt at lave musik sammen. For hver plade, vi laver, afslører processen noget nyt, og vi udvikler os som et band. Det tager vi ikke for givet."

Første album i otte år 

Det er bandets første nye album i otte år efter The Magic Whip fra 2015. I forbindelse med nyheden overrasker Blur ligeledes med den nye single "The Narcissist." Hør sangen og se musikvideoen nedenfor.


Som Blur-fan kan man desuden glæde sig til, at bandet gæster Danmark til sommer, når de headliner Roskilde Festival. Så det er nu man skal skam-lytte den nye single, hvis man vil være sikker på at kunne skråle med på både gamle og nye Blur-sange. 




ANNONCE