Nyhed

NEKROLOG: Rapaktivisten Pelle er død, 36 år gammel

Pelle vil blive husket som omsorgsfuld humørbombe, der både havde et overordentligt rytmisk overskud og en sart poetisk nerve i sin musik.

Det er med stor sorg, at vi må meddele, at rapperen og aktivisten Pelle er gået bort. Han blev blot 36 år gammel. Han var en medrivende musiker, imponerende improvisator, ihærdig ildsjæl og frem for alt et menneske med stærke værdier, der til det sidste kæmpede for det gode. Gennem livet nåede han sætte sit aftryk på næsten alle områder i hiphopkulturen.

Pelle, med det borgerlige navn Pelle Møller, startede karrieren som teenager i vækstlaget i hiphopkulturen og var tidligt fast del, når der var åben mikrofon til jams. Her leverede han rim med en selvsikkerhed, der trods hans unge alder var en veteran værdig.

I 2011 solgte han sine dyreste Magic cards og udsendte ep’en Cirkus Trivielt, der skulle blive starten på en stribe udgivelser, der altid sprudlede af overlegen rimteknik og unik selvrefleksion. Megen musik fulgte. Særlig stolt af var han af vinyludgivelsen Eksil, der står som et hovedværk i hans produktion. Udover sin solokarriere var han i øvrigt del af Parlør, hvor han sammen med makkeren Peter Pagh dyrkede kreative koncepter og original ordleg.


Det var dog i høj grad på livescenen, at Pelle for alvor brændte igennem. I 2015 vandt han kvalifikationsstævnet til MC’s Fight Night med en af konkurrencens mest medrivende præstationer, som alle, der var til stede, vil huske.

Sidenhen blev det til en semifinale i den verbale boksering, og Pelle brugte improvisations-værktøjet til at udbrede rappen til det brede publikum. Han har underholdt med freestyle til alt fra firmafester til Folkemødet, ofte i fællesskab med MC’s Fight Night-kollegaen Ham Den Lange.

Som en indiskutabel ildsjæl i hiphopkulturen var han i mange år fast del af Rapolitics, en forening, der styrker og inspirerer unge gennem rap og hiphop. Her brændte han igennem med både smittende humør og en autoritet, der matchede hans store statur.


Pelle var uendeligt respekteret af sine musikalske kolleger. Rapperen Mund De Carlo mindes ham med disse anerkendende ord: “Man kunne altid komme til dig, når livet eller rimet var svært at knække, og du var altid den første til at sige fra, når noget var uretfærdigt.”

Mange deler samme oplevelse af en musiker, der gav meget mere af sig selv, end han forventede at få igen. Han var en fast del af publikum til Københavns hiphopkoncerter, ofte flankeret af sin elskede kæreste Philipa Olivia Dige. Hun skriver rørende, at livet under lockdown med aflyste koncerter og optrædener tog hårdt på Pelle, og at han til det sidste kæmpede for at finde fred i sin sjæl.

Lørdag holdt Pelle releasekoncert for sin seneste udgivelse, Månebarn på Urban 13. Her var familie, venner og fans til stede og kunne altså for sidste gang opleve ham eje rummet og rimet. Han havde endda sin onkel Jakob Buchanan med på scenen på horn.


Månebarn, lavet sammen med Peter Pagh og Mads Damsgaard, findes det smukke nummer “Inden det er for sent”. Det indeholder denne rammende passage, der sætter ord på noget af det det svære, Pelle tumlede med: 

“Prøver at finde lykken / uden at blive bims i bøtten /

Jeg kan prøve at skab’ den / eller blive rig og købe den /


Hærget og mærket ydre, men indeni er jeg 17 /

Afdanket, afkræftet ­– men jeg smiler løbende!”

Pelle vil blive husket som omsorgsfuld humørbombe, der både havde et overordentligt rytmisk overskud og en sart poetisk nerve i sin musik. Han efterlader et stort og flot musikalsk eftermæle, men i lige så høj grad et tomrum, hvor hans large-than-life-personlighed vil blive mindet og savnet.


Pelle Jon Møller (1987 - 2023)

Æret være hans minde 


ANNONCE