Nyhed

POESI OG BLÆSERE: Guldimund annoncerer to store koncertoplevelser

Den dokumentariske sangskriver giver koncerter med stort musikalsk arrangement

Morgenstund har minsandten guld i mund. Den danske singer-songwriter Asger Nordtorp Pedersen, der står bag Guldimund, har annonceret to store koncerter for november 2023, og i dag starter billetsalget. Det musikalske arrangement bag Guldimund er vokset til 11 musikere, og diskografien vokser ligeledes den 31. marts, hvor Guldimunds andet album Jeg Venter i Lyset udkommer.

Folk-rock-artisten slog igennem på den danske musikscene med debutalbummet Dem, vi plejede at være i 2021, der resulterede i tre sejre til Guldimund ved Steppeulven 2022. Her vandt han i kategorierne Årets album, Årets tekstforfatter og Årets musiker.

Nu inviterer Guldimund til to brag af koncerter i henholdsvis Musikhuset i Aarhus og DR Koncertsalen i København. Her skal et musikalsk arrangement bestående af alt fra blæsere og sangere til strygere og bas sikre en helt unik live-oplevelse:


"Lyden af træ, luft og strenge i bevægelse opløses i digitale glitch og den varme summen fra analoge guitareffekter, mens Asger Nordtorps insisterende formidler sine tydeligt artikulerede hverdagsfortællinger med overskud og nærvær. Tiden strækkes og bøjes efter orkestrets forgodtbefindende, og som publikum efterlades man ikke med andet valg end at lade sig suge ind i Guldimunds konfronterende og dragende rum," lyder det i en pressemeddelelse.

Guldimund er kendt for at skrive tekster, der har et næsten absurd dokumentarisk præg, og dette ændrer sig ikke med udgivelsen af kunstnerens andet album, lyder det i pressemeddelelsen. Guldimund har kun givet én enkelt smagsprøve fra det kommende album med singlen ”Det’ kun vigtigt, hvad det er”, der udkom i slutningen af januar 2023.

LÆS OGSÅ: Masken krakelerede for Guldimund – i den mest positive forstand


 

ANNONCE