Nyhed

SOMMERTURNÉ: Bob Dylan vender tilbage til Europa

De europæiske fans får endnu en chance for at opleve den snart 82-årige legende

Det er mindre end et halvt år siden, den efterhånden 81-årige rocklegende Bob Dylan lagde vejen forbi København og en række andre nordeuropæiske byer som led i sin Rough & Rowdy Ways-verdensturné.

I lyset af legendens fremskredne alder kunne man måske få den tanke, at efterårsturnéen i '22 havde karakter af en afsked med de europæiske fans. Nu har Dylan, som giver en række koncerter i Japan i foråret, imidlertid annonceret, at han vender tilbage til Europa i sommeren 2023. 

Denne gang skal man dog sydpå, hvis man vil opleve manden bag ikoniske album som Blonde on Blonde (1966), Blood on the Tracks (1975) og Time Out of Mind (1997). Der er nemlig kun annonceret shows i Portugal, Spanien og Sydfrankrig, hvor Dylan giver i alt 19 koncerter i løbet af juni måned. Billetter sættes til salg den 15. marts.


Trods et omfattende bagkatalog valgte Dylan ved efterårets koncerter hovedsageligt at trække på sit seneste album, som udkom i 2020 - en disposition, som dog ikke forhindrede GAFFAs udsendte i at uddele fem stjerner ved koncerten i Royal Arena den 30. september 2022:

"Hen mod slutningen af den smukke finale med ”Every Grain of Sand” hev Dylan for første og eneste gang denne aften sin mundharpe frem og spillede, som kun Dylan kan. Lige dér var det vanskeligt ikke at spekulere på, om det mon var sidste gang, Dylan stod på scenen i København," lød det blandt andet i anmeldelsen, som sluttede:

"Og så var han væk – manden, myten og mestersangskriveren, som i sin tid redefinerede rammerne for både litteratur og rockmusik. Tak for det hele, Bob."


 

Dystopiske fabler og krasse kærlighedsballader

ANNONCE