”Hips Don’t Lie”-sangeren var anklaget for at have snydt for svimlende millionbeløb
Sidste sommer landede nyheden om, at Shakira risikerede mindst otte års fængsel for at have snydt skattemyndighederne for svimlende 14,5 millioner euro – eller hvad der svarer til godt 108 millioner danske kroner.
Ifølge anklagen havde den 42-årige sanger undgået at betale skat i to år fra 2012 til 2014, hvor hun havde adresse på Bahamas, men ifølge de spanske myndigheder boede i Spanien, hvor hendes daværende mand, tidligere F.C. Barcelona-spiller Gerard Piqué, også bor.
Men nu lyder det altså, at Shakira i dag, mandag, har indgået et forlig med den spanske anklagemyndighed, hvormed hun altså undgår en retssag og en eventuel fængselsdom. Det skriver Reuters.
Ifølge nyhedsmediet AP betyder forliget, at Shakira får en betinget dom på tre års fængsel, som hun dog slipper for at afsone. Derudover skal hun betale en klækkelig bøde på 7,3 millioner euro samt endnu en bøde på 430.000 euro i bytte for den betingede dom.
Retssagen, som var planlagt til at inkludere mere end 100 vidner over de næste uger, blev således aflyst blot otte minutter efter, den var startet.
”Mens jeg var fast besluttet på at forsvare min uskyld i en retssag, som mine advokater var overbeviste om ville have dømt til min fordel, har jeg truffet beslutningen om endelig at løse denne sag med mine børns bedste interesse i hjertet, som ikke ønsker at se deres mor ofre sit personlige velbefindende i denne kamp,” fortalte Shakira efterfølgende i en skriftlige udtalelse og fortsatte:
”Jeg har brug for at komme mig over de sidste mange års stress og følelsesmæssige belastning og fokusere på de ting, jeg elsker – mine børn og alle de muligheder, der kommer i min karriere, inklusive min kommende verdensturné og mit nye album, som jeg er meget spændt på. Jeg er enormt beundret over dem, som har bekæmpet disse uretfærdigheder til det sidste, men for mig er det at vinde i dag at få min tid tilbage til mine børn og min karriere.”