Til maj vender Leto-brødrene tilbage med første danske koncert i fem år
I september udgav Thirty Seconds to Mars deres sjette studiealbum It’s The End Of The World But It’s A Beautiful Day. Nu annoncerer den amerikanske rock-duo bestående af brødrene Jared og Shanon Leto, at de drager på en omfattende verdensturné med titlen Seasons World Tour i det nye år – og at de i den forbindelse kommer til Danmark med en koncert i Forum Black Box den 4. maj.
Offentliggørelsen af verdensturnéen skete på en mildest talt spektakulær måde. Tidligere i dag klatrede frontmand Jared Leto nemlig op ad den ikoniske Empire State Building i New York City, hvor han fra toppen løftede sløret for den store nyhed. Turnéen bliver Thirty Seconds to Mars’ første headline tour i mere end fem år og bringer dem forbi Latinamerika, Europa, Nordamerika, Australien og New Zealand.
Ifølge en pressemeddelelse har Leto været betaget af den høje skyskraber, siden han var barn.
”Bygningen er et vidnesbyrd om alle de ting, der kan lade sig gøre, hvis vi bestemmer os for det, hvilket i høj grad er inspirationen bag vores seneste album It’s The End Of The World But It’s A Beautiful Day,” lyder det fra Leto i pressemeddelelsen.
Thirty Seconds to Mars debuterede tilbage i 2002 med et selvbetitlet album. Det var dog bandets andet albumudspil A Beautiful Lie fra 2005, som førte til deres store gennembrud.
Gennem årene har Thirty Seconds to Mars lagt vejen forbi Danmark flere gange. Seneste i 2019, hvor de spillede under bøgebladene til Smukfest. Koncerten faldt dog ikke i god jord hos GAFFAs anmelder Elias Kvist, som kvitterede med blot en stjerne og kommentaren:
”Revolutionen kom ikke, hverken politisk eller eksistentielt. Nej, for den har aldrig eksisteret i Letos og Shannons diamantklæder, og udråbene er tydeligvis kun for at pleje deres egne støjende egoer igennem masser af masseappel. Man kan diskutere, om musik skal være af en sådan slags overhovedet, men når man forestiller det, som 30 Seconds to Mars gjorde her til aften, så kan man i det mindste selv leve op til budskabet. Det hele er hyklerisk og kedeligt. Los Angeles’ Ikaros har for alvor brændt sine vinger af. Han lader bare ikke til selv at lægge mærke til det.”
Det officielle billetsalg til koncerten i Forum Black Box starter den 17. november klokken 10 via Livenation og Ticketmaster.
Koncertaktuelle Thirty Seconds To Mars: – Forvent komplet og totalt fucking vanvid