Oplev blandt andre Greta og Uden Ord til koncerten, hvor billetindtægter går direkte til Unicefs arbejde i Palæstina
Den 30. november åbner Mikkeller Baghaven på Refshaleøen i København dørene til en musikalsk aften, hvor en række kunstnere forenes for at skabe en støttekoncert med fokus på medmenneskelighed og humanitær hjælp til den hårdtramte civilbefolkning i Gaza.
Til koncerten kan publikum opleve musik fra blandt andet Greta, Uden Ord, Maria Clante, Dana Alshihaby og Jonas Visti. Alle billetindtægter fra koncerten går til Unicef og deres arbejde i Palæstina, hvor de bidrager med livsnødvendig førstehjælp, psykosocial støtte samt medicinsk udstyr.
Sanger og sangskriver Greta, som for nyligt overraskede sine lyttere med et helt nyt album, udtaler om sin årsag til at deltage i støttekoncerten:
”Jeg synes, magtesløsheden er ubærlig i den her krig. Den her støttekoncert giver følelsen af at kunne gøre bare en lille forskel, et lille glimt af lys i mørke, hvor vi kan stå sammen i musikken, dele smerten og give både håb og støtte.”
Med støttekoncerten ønsker musikerne og arrangørerne at bruge musikken til at samles i en tid, hvor modløsheden kan være stor. Programmet for koncerten bliver løbende opdateret og kommer foruden musik også til at byde på talks, en performance og andre indslag, som endnu ikke er offentliggjort.
Dørene til støttekoncerten åbner klokken 17, og arrangementet varer frem til klokken 23:30. Billetprisen er 150 kroner. Billetter til koncerten kan findes her.
Uden Ord albumanmeldelse: Et Bayeux-tapet af følelser og stemninger