Nyhed

ET LIV I SUS OG DUS: Eva Madsen er død, 79 år gammel

Eva Madsen blev landskendt i 1970'erne og formåede at favne både dansktop og venstrefløj

Du husker sandsynligvis sangen "Mormors kolonihavehus" - med refrænet "det var et liv i sus og dus / i mormors kolonihavehus" - og måske også "Friheden flyver." Begge sange stammer fra 1978-albummet I storbyens favn med Erik Clausen, Leif Sylvester og Eva Madsen.

Albummet formåede det, de færreste på den frugtbare, venstreorienterede musikscene i halvfjerdserne formåede - nemlig at nå ud til den arbejderklasse, man så gerne ville repræsentere. Nu er Madsen død af cancer i en alder af 79 år, forlyder det i et facebookopslag fra hendes datter Mia Sylvester.

"Min elskede mor, Eva Madsen, døde natten til mandag med familie omkring sig. Eva var stærk og fuld af liv i en alder af 79 år indtil 1. juli, hvor alt ændrende sig da canceren blev opdaget," skriver Sylvester.
I kølvandet på I storbyens favn udgav Madsen tre album sammen med Sylvester, først under navnet Sylvester & Svalerne og siden - på albummet For os betyder det så meget (1984) - under navnet Sylvester og Co.

Eva Madsen på scenen. Foto: Steen Tronsgaard
Eva Madsen på scenen. Foto: Steen Tronsgaard


I samme periode medvirkede Madsen i adskillige film-, teater- og tv-produktioner sammen med Clausen og Sylvester - herunder Cirkus Casablanca, hvor hun blandt andet fremførte "Mormors kolonihavehus."
Dén sang gik hen og blev og blev en folkekær evergreen, og selvom Madsen måske nok blev mindre synlig i en bred offentlighed med årene, fortsatte hun faktisk sit musikalske virke ind i dette årtusinde.
I 2003 - 25 år efter udgivelsen af I storbyens favn - udgav Madsen således albummet Lykkelig øjeblikke. Den indeholdt genindspilninger af "Mormors kolonihavehus" og andre sange fra bagkataloget, såvel som nye sange skrevet af Knud Jacobsen, som i sin tid havde spillet guitar på Sylvester & Svalernes andet album, Hold hovedet koldt og hjertet varmt. 
ANNONCE