Nyhed

FUNKY KIWIER MELDER KLAR: Fat Freddy’s Drop kommer til Danmark

Det populære band er endnu engang klar til at give dansk koncert

New zealandske Fat Freddy’s Drop har efterhånden lagt vejen forbi Danmark flere gange. Så sent som i juli måned spillede bandet på Stagebox i København, hvor de leverede en, ifølge GAFFAs udsendte, firestjernet præstation:

”Katalog-klassikerne “Wandering Eye” og “Blackbird”, der kom overraskende tidligt i sættet, fik dog kickstartet publikum med deres uimodståelige groove og omkvæd – specielt sidstnævnte, som hertil blev krydret med lækre soloer fra Scott Towers på saxofonen og Joe Lindsay på basunen. Lindsay, der var klædt i sin neon-farvede overall, udviste i særdeleshed livsenergi sammenlignet med det resterende band. Undervejs forvandlede hans atypiske udklædning sig til en glitter-tanktop og glitter-underbukser – ja, frihed til selv-udtrykkelse virker også som en helt essentiel del af bandet,” hed det blandt andet i anmeldelsen.

Nu melder Fat Freddy’s Drop sig endnu engang klar til at besøge deres danske fans. Denne gang når de indtager Store Vega den 4. december 2024.


De populære kiwier debuterede tilbage i 1999 og har sidenhen udgivet i alt otte studiealbum. Deres første album, Based on A True Story, har vundet flere priser og opnået stor stor anerkendelse, herunder af GAFFAs Hansen, som belønnede albummet fem stjerner. GAFFA har generelt været glade for bandet, når de har besøgt Danmark. I 2016 spillede Fat Freddy’s Drop i Falconer Salen i København, og her blev det til ikke mindre end seks ud af seks stjerner fra anmelder Henrik Bæk, som noterede sig, at ikke én eneste af de fremmødte, gik skuffet hjem efter koncerten:

”Hvis musikken kan forene, så er FFD absolut bandet, der mestrer dette. Efter 2:20 minutters nonstop musik og heftig diskodans fra scenekanten i skikkelse af Joe Lindsay, når han altså ikke lige spillede trombone, mundharmonika eller tuba, rundede bandet koncerten af med Bob Marleys ultimative kærlighedserklæring Waiting In Vain – og publikum sang selvfølgelig med. Det var en af den slags koncerter, man bare kunne ønske sig blev ved og blev ved og blev ved…,” hed det i konklusionen.

Billetsalget til næste års koncert i Store Vega starter den 24. november klokken 11 via Ticketmaster.


FAT FREDDY’S DROP-INTERVIEW: Et af verdens mest roste live-bands spiller på Stagebox på grund af to danske brødre

ANNONCE