Nyhed

Isam B udgiver opsigtsvækkende single om racisme og diskrimination

Pladeselskabet ville ikke udgive sangen, da de mente, den var for kontroversiel

Den tidligere Outlandish-sanger Isam B står efterhånden bag adskillige soloudgivelser. Blandt andet sangen "Ramadan i København", som blev optaget i Højskolesangbogens 19. udgave i 2020. I går udkom den seneste single på stammen "Hvis det ikke er dit", som retter skarp kritik mod de fordomme og den stigmatisering, han selv oplever som minoritet i Danmark. 

Ifølge en pressemeddelelse skrev Isam B det første udkast til sangen for to år siden. Teksten opridser en række modsætninger, som ofte bliver brugt mod minoritetsgrupper i den offentlige debat som eksempelvis:

"Hvis ikke det' moskeen, så er det min skole / hvis ikk det' Al Jazeera (mellemøstligt nyhedsmedie, red.), så’ det parabolen / Hvis ikke det er blokken, så mit Nørrebro".

På daværende tidspunkt turde pladeselskabet dog ikke udgive sangen, da de mente, at budskabet kunne være for kontroversielt, og at det ville falde uheldigt sammen med udgivelsen af Isam Bs biografi Fædreland


Sangen er produceret og skabt sammen med sangskriver Asger Nordtorp Pedersen, som også er kendt som Guldimund, og Mads Dyrst, som er sangskriver og producer for blandt andet Andreas Odbjerg. Isam B og Asger Nordtorp Pedersen genoptog kontakten for et halvt år siden, og færdiggjorde sangen i selskab med Søren Buhl Lassen fra Blaue Blume. Singlen "Hvis det ikke er dit" endte med at blive udgivet af Isam B alene, efter han kappede båndene til pladeselskabet. 

Konflikten mellem Israel og det palæstinensiske folk er nu igen blusset op, og Isam B har deltaget i den offentlige debat adskillige gange med en skarp kritik mod den danske regerings støtte til Israel. I et debatindlæg i Information kalder Isam B blandt andet fortællingen om Mette Frederiksen som børnenes statsminister for en løgn. I stedet mener han, at hun bør kaldes "blodbadets statsminister" for regeringens våbenstøtte til Israel. 

Sangskriveren har dog også selv modtaget skarp kritik i medierne. Blandt andet efter en P1 Debat-udsendelse, hvor Isam B ikke ville kalde Hamas for en terrororganisation, men hvor han i stedet svarede med, at han "fordømmer drab på civile". Under interviewet sagde han derudover, at: "Palæstinensere bliver dræbt hver dag. Det er det, vi ikke forstår - hver dag. Det er også derfor, jeg siger, at du ikke kan holde festival med den ene hånd og køre folkedrab med den anden".


Singlen blev udgivet i går, og kan streames her. Se musikvideoen nedenfor.

LÆS OGSÅ: HUMANITÆR KATASTROFE: Savage Rose slutter sig til støttekoncert for ofrene i Gaza


ANNONCE