Nyhed

JUL PÅ GRACELAND: Stjerner optræder til ny julet Elvis-hyldest – Lana Del Rey og Post Malone på plakaten

For første gang danner Elvis’ legendariske hjem ramme om en tv-transmitteret koncert

”Det bliver en blå jul uden dig,” synger Elvis på det klassiske julenummer ”Blue Christmas” fra 1957. Og nu bliver kongen af rock n’ roll selv hovedpersonen i en ny, tv-transmitteret julespecial lavet i et samarbejde mellem det amerikanske tv/radio-netværk NBC og Elvis’ ydmyge bolig Graceland.

Showet har titlen Christmas at Graceland, og bliver første gang, at den ikoniske ejendom danner ramme for en tv-koncert.

Til koncerten er flere stjerner blevet inviteret til at komme og optræde som en hyldest til Elvis – herunder Lana Del Rey, John Legend, Post Malone, Alanis Morissette og Lainey Wilson. Også Elvis’ barnebarn, skuespilleren Riley Keough, tager del i eventet. Det skriver Rolling Stone.


”Min familie og jeg er glade for at åbne dørene til Graceland i denne unikke special,” skulle Keough have udtalt i en pressemeddelelse. ”Med intime musikalske optrædener, der henter inspiration fra min bedstefar Elvis’ elskede jul i Memphis, vil seere blive inviteret til at opleve den magi, der er jul på Graceland.”

Elvis’ liv og karriere fik sidste år ny opmærksomhed med Baz Luhrmanns Elvis-film med skuespilleren Austin Butler i rollen som Elvis. Filmen modtog ikke mindre end otte Oscar-nomineringer og blev også anmeldt af GAFFAs Keld Broksø, som kvitterede med fem ud af seks stjerner:

”Alle billeder er smukt optaget og klippet. Lige fra barndommens fascination af gospel, blues, og over den smukke skildring af venskabet med B.B. King, der virker som en mentor i den unge Elvis' første år af karrieren. Herunder ved den bizarre politisag om obskure hoftevrid, der var mere end det seksualforskrækkede, hvide, kristne USA kunne klare sidst i 1950’erne,” hed det blandt andet i anmeldelsen.


Christmas at Graceland finder sted den 29. november og vil blive transmitteret klokken 22:00 amerikansk tid (klokken 7:00 om morgenen dansk tid) på NBC og Peacock.

Se hvem der optræder

  • Lana Del Rey
  • John Legend
  • Post Malone
  • Kacey Musgraves
  • Alanis Morissette
  • Kane Brown
  • Lainey Wilson
  • The War and Treaty 

Dobbelt så mange lærer at spille Elvis Presley-sange efter ny film


 

ANNONCE