Nyhed

Når mor eller far dør, spiller livets toner videre

"Det var nok det mest smukke, rørende og tragiske, jeg nogensinde har prøvet i mit liv"

Det er svært at komme i tanke om noget mere forfærdeligt, end når et barn mister en eller begge sine forældre. Øjeblikket åbner for komplicerede, tunge og nærmest umulige samtaler - for hvordan beskriver man et barns sorg med ord? Og hvordan sætter barnet selv bogstaverne sammen til sætninger, som skal skitsere tragedien og den livskrise, som pludselig opstår, når en forældre forlader livet? Knap 11.000 børn og unge under 18 år lever med denne sorg i Danmark, og i Horsens oplever mere end 100 børn og unge hvert eneste år, at miste en eller begge forældre. 

Medborgerhuset Horsens Sund By tænder lys i mørket i anledningen af den mexicanske festdag "De dødes dag", som finder sted i dag d. 2. november. Lysets tændes i form af et samarbejde med musikeren BJØRNSKOV, som i dag udgiver singlen "Tænder Lys". Sangen skal være med til at sætte fokus på børn i sorg, og er skrevet med citater fra børn i sorggrupper. Ifølge udviklingskonsulent i Horsens Sund By Kristina Rahbek Schmidt skal samarbejdet med BJØRNSKOV være med til at give en stemme og tone til sorgen: 

- Ideen med at kontakte BJØRNSKOV, udsprang af en række citater, som Dorde Bjerregaard Petersen (koordinator på sorghandleplanen i Horsens, red.) viste mig. Der var så mange smukke citater fra børn og unge, som kunne blive til en udtryksfuld sang, siger Kristina Rahbek Schmidt, udviklingskonsulent i Horsens Sund By. 


Singlen "Tænder Lys" skal være med til at sætte ord på de komplicerede samtaler, hvor børnene og de unge kan være i tvivl om, hvad man må sige, og hvad man helst skal være stille med. Tematikken og håndteringen af sorg er heller ikke fremmed for BJØRNSKOV selv, der har mistet begge sine forældre. Musikeren mødte desuden selv børnene i sorggruppen, og han var meget opmærksom på, at sangen skulle give en stemme til børnenes følelser og tanker:

- Jeg mistede selv begge mine forældre inden for en periode på 2 år, så det er en følelse og en tilstand, jeg har mærket på min egen krop. Jeg deltog i en af Sund By’s børnesorggrupper, hvor jeg snakkede med børnene og fik lov til at høre dem fortælle deres historier. Det var nok det mest smukke, rørende og tragiske, jeg nogensinde har prøvet i mit liv... "Tænder Lys" er en sang til alle dem, der har mistet en, de holder af. Den indeholder sorg, håb og kærlighed, og med børnekoret og de små udtalelser fra nogle af børnene fra sorggrupperne, der fremtræder sidst i sangen, bliver der sat streg under, hvad det var, der fik mig til at skrive netop denne sang til at starte med, siger BJØRNSKOV, der selv er født i Horsens. 

Udgivelsen af singlen er en del af en række initiativer, der skal give støtte og stemme til børn og unge i sorg - eller tænde et lys i mørket. Dette foregår i et samarbejde mellem Horsens Sund By, Kræftens Bekæmpelse, Det Nationale Sorgcenter og Folkekirken i Horsens. 

Hvis man befinder sig i Horsens-området, kan man i dag opleve sangen live med BJØRNSKOV og børnekoret fra Horsens Musik- og Balletskole kl. 16.40 foran KUBEN, som bliver efterfulgt at et lysoptog mod Klosterkirken. Kirken åbner da dørene til fællessang, hvor alle kan synge med på tonerne til "Tænder Lys". Arrangementet slutter kl. 18.00. 

Lyt selv til sangen, og se musikvideoen her.


LÆS OGSÅ: Hun lever selv med sygdommen. Nu giver Vilma en kærlig håndsrækning til andre angstramte med ny single

ANNONCE