Nyhed

NY RAPPORT: Sådan skaber du liveoplevelser for det usynlige publikum

Et forskerhold har fulgt et projekt, som giver musikoplevelser til borgere, der normalt står uden for koncertfællesskabet

De seneste tre år har en lang række professionelle musikere besøgt borgere i deres private hjem, og spillet intimkoncerter for dem og deres besøgsvenner. Initiativet hedder Musikalske Besøgsvenner, og er med til at skabe musikoplevelser for personer, der ikke kan deltage til traditionelle koncerter af forskellige årsager som eksempelvis begrænset mobilitet eller andre fysiske eller psykiske udfordringer. 

De fleste borgere, som har oplevet professionelle livekoncerter i egen stue, er mellem 80-100 år. Deres besøgsvenner er typisk efterlønnere eller pensionister mellem 60 og 80 år. Det står beskrevet i en ny rapport, som er skrevet af antropologer fra Aarhus Universitet, der har fulgt projektet tæt. 

Rapporten består blandt andet af otte råd og anbefalinger til andre initiativtagere, som vil starte lignende kulturprojekter, der bygger bro mellem kultur- og sundhedssektoren. Én af forskerne bag rapporten er Amalie Bakkær Munk Andersen, som håber, at rådene kan være med til at skabe nye langsigtede projekter i fremtiden: 


"Forhåbentlig vil rådene fungere som en vejledning for at skabe bæredygtige rammer og strukturer for samarbejder på tværs af sektorer og fagområder, da det er de relationer der skal skabe fundament for langvarige projekter med øget impact" skriver antropolog og forsker ved Aarhus Universitet, Amalie Bakkær Munk Andersen, i genreorganisationen ROSAs nyhedsbrev, og uddyber, at:

"Hidtil har kultur- og sundhedsfeltet været præget af midlertidige pilotprojekter, og derfor har vores forskning i denne omgang fokuseret på arbejdet med at skabe et langvarigt og bæredygtigt projekt".

Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem ROSA og Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet. Rapporten er udarbejdet på baggrund af blandt andet interviews med deltagere og aktører i og bag projektet, samt et længere feltarbejde. Musikalske Besøgsvenner har eksisteret siden 2021, og har resulteret i omkring 300 koncerter med 25 professionelle musikere i private hjem. 


Rapportens otte råd til fremtidige projekter mellem kultur- og sundhedssektoren er:

  1. Klæd deltagerne på til oplevelsen

  2. Tag medansvar for kunstnernes professionalisering i kultur- og sundhedsfeltet


  3. Match projektdesign med den rette målgruppe

  4. Skab viden og dokumentation som en del af projektdesignet

  5. Gentænk ’den gode oplevelse’


  6. Skab sammenhængende koordinering og prioritér relationsarbejde

  7. Gør op med silotænkning i sektorer

  8. Investér i langvarige projekter af hensyn til impact og bæredygtighed


Ifølge forskningsleder Nanna Schneidermann kom idéen med at udgive en liste med otte råd i stedet for en traditionel rapport fra, at man gerne vil give nogle konkrete råd til andre initiativtagere, som ønsker at skabe lignende projekter:

"Der er enormt mange små projekter og forsøgshandlinger som, selvom de skaber gode resultater, har svært ved at finde forankring og blive permanente tilbud. Derfor tænkte vi: i stedet for at skrive den samme gamle slags forskningsrapport med metode, resultater og diskussion, så skriver vi en, som er formuleret som otte gode råd til andre, der står med et projekt om kultur og sundhed og til de organisationer, som er vært for dem, og som giver dem midler," skriver forskningsleder Nanna Schneidermann i et nyhedsbrev fra ROSA. 

De gode erfaringer fra hjemmekoncerterne har blandt andet givet inspiration til projektet SOLO, som også arrangeres af ROSA. Projektet har flere lighedstræk til Musikalske Besøgsvenner, men er i dette tilfælde målrettet sårbare unge mellem 15 og 30 år.


Læs mere om SOLO her, og udforsk de otte råd fra Musikalske Besøgsvenner i rapporten her. 

LÆS OGSÅ: AFTALEN ER INDGÅET: Over en milliard kroner til kulturområdet

ANNONCE