Nyhed

PREMIERE: Martin Høybye stiller skarpt på kolonitidens arv – se musikvideoen

Med sangen opfordrer Høybye til at have mere omsorg for mennesker og natur

Handlinger har konsekvenser. Det sætter sanger og sangskriver Martin Høybye to streger under med sin nye single ”Where the Water Was” fra det kommende album Songs in the Key of Collaboration.

Albummet er blevet til i et samarbejde med folk i Sydafrika og Danmark – og uden et krav om at have nogen foregående musikalsk erfaring. De 10 sange på albummet kredser om klima- eller biodiversitetskisen og bygger på samarbejdspartnerens egne oplevelser og erfaringer.

På singlen ”Where the Water Was” fortæller Høybye historien om den europæiske kolonisering af området omkring Cape Town i Sydafrika, herunder den betydning, koloniseringen fik for de oprindelige indbyggere, Khoi- og San-folkene. Sangen er skrevet med Casper Ace, som er lokal fra Cape Town.


I sangen synger Høybye om de konsekvenser, koloniseringen har haft for efterkommere af de oprindelige folk samt andre, der lever med følger af kolonitiden i dag. Det er en sang, der stiller skarpt på nutidens sociale og miljømæssige problemer, og som opfordrer til vigtigheden af at have omsorg for mennesker og naturen. I en pressemeddelelse uddyber Høybye og Ace:

”Som sangskrivere mener vi, at hvis mennesker vænner sig til for alvor at passe på en ressource som vand, i alle dets former, vil vi samtidig lære at tage hånd om miljøudfordringer på en konstruktiv måde. Derfor bruges ’vand’ både som en fysisk, politisk og metaforisk reference igennem hele teksten.”

Med til singlen følger en særlig musikvideo. I slutningen af 2022 mødtes Høybye og Ace i Cape Town ved et arrangement med titlen ”Water & You” arrangeret af instituttet Future Water på Universitet i Cape Town. Her blev offentligheden inviteret til at deltage i musikvideoen ved at lip-synce til en selvvalgt linje fra sangteksten. I musikvideoen ser man således ansigterne på alle de mennesker, som valgte at bidrage til og støtte op om sangen og projektet.


Albummet Songs in the Key of Collaboration udkommer den 30 april 2024 og bliver Høybyes ottende i rækken. Hans seneste album, The Hourglass Sessions, udkom i 2019, hvor det modtog tre stjerner af GAFFAs anmelder Ivan Rod:

”I den forstand er det en modnet singer-songwriter/troubadour, der med albummet melder sig på banen. Hans sange er stadig let tilgængelige, rummer i alle tilfælde en både poetisk og eksistentiel dybde, men er stadig melodisk let aflæselige, enkelte grænsende til det poppede,” hed det blandt andet om albummet. 

Se musikvideoen til ”Where the Water Was” nedenfor


Martin Høybye-anmeldelse: Night Like This

ANNONCE