Nyhed

STÆRK DOBBELTKONCERT: Store danske navne spiller udendørskoncert i Odense

Alex Vargas og Oh Land får æren af at spille sæsonens sidste udendørskoncert i Den Fynske Landsby i 2024

Til sommer byder friluftmuseet Den Fynske Landsby i Odense traditionen tro velkommen til en række koncerter i slutningen af sommeren og sensommeren. Sæsonen 2024 præsenterer ikke mindre end 15 bands på otte aftener – aftener med blandt andet Queen Machine, Tim Christensen, Lars Lilholt Band, Infernal og Magtens Korridorer.

Nu løfter Live Culture sløret for, hvem der kommer til at lukke næste sommers udendørskoncerter i den historiske landsby. Det bliver ingen ringere end Alex Vargas og Oh Land.

Alex Vargas fik sit store gennembrud i 2015, da han udgav singlen ”Solid Ground”. Året efter fulgte han op med ep’en Giving Up The Ghost, inden hans debutalbum, Cohere, udkom i 2017 med hits som ”Higher Love” og ”Inclosure”. De seneste år har flere danskere fået øjnene op for Vargas, særligt efter han medvirkede i TV2-programmet Toppen af poppen i 2021. I foråret udgav han sit seneste album Big Big Machine, som blandt andet modtog fem stjerner af GAFFAs Nicoline Sten, der fremhævede albummet som en ”70’er-hyldest med mindeværdige melodier galore”:


”Sangerens tredje fuldlængdealbum består af 11 numre, heriblandt singlerne ’Yougazer’, ’Meant to Be Together’, ’Pages’ og ’Mama, I’ve Been Dying’. Sidstnævnte track er et af pladens allerstærkeste, hvor en dybfølt splittelse i kærlighedens hjerte og smerte fortolkes gennem et bombastisk lydunivers. ’Mama, I’ve Been Dying’ er også åbningsnummeret og sætter barren for resten af albummet. Generelt er formkurven særdeles velafstemt, og den veksler nøje mellem kæmpestore vidder og minimalistisk simplicitet,” lød vurderingen blandt andet.

Alex Vargas får selskab af Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land. Også hun har siden debutalbummet Fauna i 2008 leveret flere hits – herunder sange som ”White Nights”, ”Sun of a Gun” og ”Speak Out Now”. I september udgav Oh Land sit sjette studiealbum Loop Soup og har siden turneret landet rundt med de nye sange. I starten af november spillede hun på Magasinet i Odense. Her leverede hun, ifølge GAFFAs udsendte Adam Bouttai, en firestjernet præstation:

”Der er dømt throwback til 2011. Her går der meta i foretagendet med pladebosser, der kræver et hit i sampleafspilningen. Mere four on the floor og færre skøre saxofonsoli: “Sun of a Gun" teases fremragende. Sangen serveres med schwung. Bosserne ville have et hit – det fik de sgu også. Her 12 år senere på Magasinet er det stadig et skarpladt track, der gør festen tre gange større, end brandmyndighederne tillader i eventyrland.”


Dobbeltkoncerten med Alex Vargas og Oh Land finder som nævnt sted som den sidste af næste sommers udendørskoncerter i Den Fynske Landsby den 14. september 2024.

Se det foreløbige program

  • Fredag den 16/8: Queen Machine + En Lille Pose Støj
  • Lørdag den 17/8: Tim Christensen + To Be Announced 
  • Fredag den 30/8: Lars Lilholt Band
  • Lørdag den 31/8: Krebsfalch + Søs Fenger
  • Fredag den 6/9: Infernal + Magtens Korridorer 
  • Lørdag den 7/9: To Be Announced + To Be Announced
  • Fredag den 13/9: To Be Announced + To Be Announced
  • Lørdag den 14/9: Alex Vargas + Oh Land 

Alex Vargas koncertanmeldelse: En højere tilstand af kærlighed


ANNONCE