Idles-fans vil sandsynligvis få glæde af albummets nye sange, når bandet også lægger vejen forbi Danmark til foråret
I september bragte GAFFA nyheden om, at det britiske punkrock-band Idles tager på deres største europæiske headliner-turné i starten af det nye år – i den forbindelse blev det også offentliggjort, at danske fans kan glæde sig til, at bandet kommer til København den 19. marts 2024 med en koncert i K.B. Hallen.
Nu annoncerer Idles, at deres femte studiealbum, TANGK, lander få dage før turnéstart med udgivelsesdato den 16. februar.
Albumtitlen, der skal udtales ”tank”, men med et snert af ”g”, er en lydsprogs-reference til den måde, bandet forestillede sig, at guitarer lød på. I en pressemeddelelse forlyder det, at lyden nu er vokset til et symbol på at leve i kærlighed. Om det kommende album udtaler Idles’ forsanger Joe Talbot videre i pressemeddelelsen.
”TANGK. Jeg havde brug for kærlighed. Så jeg lavede det. Jeg gav kærlighed til verden, og det føles som magi. Dette er vores album af taknemmelighed og kraft. Alle sange er kærlighedssange. Alt er kærlighed.”
Med til album-annonceringen offentliggør Idles også den første single med en dertilhørende musikvideo. Den nye single har titlen ”Dancer”, og i nummeret synger Talbot om begejstringen af at være i et nyt forhold, men han synger ydermere om den specielle dynamik mellem Idles og deres fans samt mellem Idles og rest af verden. Talbot uddyber:
”’Dancer’ er den vold, der kommer fra dansegulvets bankende hjerte, og som suser gennem din krop og giver dig liv fra musikken, fra kærligheden og fra dig selv.”
Idles debuterede i 2017 med albummet Brutalism, men særligt Crawler-albummet fra 2021 satte Idles på verdenskortet og resulterede også i bandets første Grammy-nomineringer. Også GAFFAs Simon Heggum var begejstret for Crawler, og gav det fem store stjerner med ordene:
”Idles er tilbage, nu i mørkere, hårdere og mere modne nuancer. Og det klæder de herrer enormt! Crawler er klart et af rockmusikkens højdepunkter i år og et kært spark i røven til en kritiker, der for en måned siden var klar til at begrave rocken. Fookin’ yes! Jeg elsker at tage fejl.”
Se musikvideoen til ”Dancer” nedenfor
IDLES-INTERVIEW: Når selvtillid er en realitet