Nyhed

ANDRE VENNER: Pil synger om venne-fomo på ny single – hør den her

”Venne-fomo er en virkelig konfliktfyldt følelse for mig, som nok fylder mere end den burde”

Danske Pil har slået sig fast som en sanger og sangskriver, der ikke er bange for at tage fat om svære følelser og erfaringer, som mange har gjort sig i livet, men måske har svært ved at tale højt om. Hendes nyeste single ”Andre Venner” er ingen undtagelse.

Her tager Pil fat om endnu et konfliktfyldt emne. Nemlig følelsen af at føle sig valgt fra, når ens venner tilbringer tid med andre – eller som Pil kalder det: Venne-fomo. I en pressemeddelelse sætter Pil flere ord på de tanker, der har dannet grundlag for den nye sang:

”Venne-fomo er en virkelig konfliktfyldt følelse for mig, som nok fylder mere end den burde,” fortæller Pil og fortsætter


”Det er Fear Of Missing Out, når det handler om at tilbringe tid med sine venner. Følelsen opstår, når jeg finder ud af, at min gode ven også har andre venner, og de hænger ud sammen uden mig. Jeg får et sug i maven og kan føle mig valgt fra – og selvom jeg synes, det er fjollet, så er det ikke noget, jeg kan styre. Det er en besidderisk følelse, og det er egentlig ikke særligt charmerende. Men det er også en følelse som faktisk fylder ret meget i mit voksenliv.”

”Det er konfliktfyldt, fordi jeg virkelig ikke har lyst til at være dén type, der lægger beslag på mine venner. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne vifte følelsen af at blive valgt fra til side, for inderst inde ved jeg jo godt, at det ikke handler om mig. Omvendt er det jo også en følelse, der udspringer af ren kærlighed til mine venner – og jeg tror faktisk, at mange mennesker derude kan genkende den, selvom det måske ikke er noget, vi er vant til at dele med hinanden,” afslutter Pil.

Sidste år udsendte Pil sit elektropoppede debutalbum Kom vi flyver, siger du. Albummet blev anmeldt af GAFFAs Ole Rosenstand Svidt, som gav det fire stjerner og fremhævede albummet som ”en løfterig debut fra en talentfuld sanger og sangskriver.”


I år har Pil også kunne opleves flere gange på den danske livescene, blandt andet på Northside, Tinderbox, Smukfest og Roskilde Festival. Tilbage i maj måned havde hun også æren af at lukke årets Spot Festival i Aarhus.

Her var det GAFFAs Josephine Andersen, der anmeldte og kvitterede med fem stjerner til den 33-årige sanger med ordene: ”Med nattehimlen som bagtæppe lukkede Pil dette års Spot Festival på den helt rette måde.”

Hør den nye single ”Andre Venner”


Dronning af Månen med kurs mod stjernerne

ANNONCE