Nyhed

Hun lever selv med sygdommen. Nu giver Vilma en kærlig håndsrækning til andre angstramte med ny single

Vilma sætter ord på et sårbart men vigtigt emne på sit nyeste nummer

Den danske sanger og sangskriver Marie Vilsbøll alias Vilma er lige nu i fuld gang med sin største headlinerturné, som indtil videre har taget hende forbi Hotel Cecil i København samt Godset i Kolding. I aften går turen til Kulturkosmos i Viby Sjælland – samme dag som Vilma er aktuel med en hel ny single.

I dag, den 27. oktober, har Vilma nemlig udsendt sangen ”Rør ved min kind”, som, i tråd med Vilmas andre sangtekster, udspringer af en personlig oplevelse eller erfaring.

”For syv år siden fik jeg for første gang at vide af min læge, at jeg havde angst. Det var ikke noget, jeg selv tog alvorligt og derfor anerkendte jeg ikke det min læge sagde Jeg ville ikke acceptere det og i hvert fald ikke have et ord som ’ængstelig’ på mig. Jeg kunne jo bare løbe en tur, og så ville det gå over. Den her sang er skrevet i en periode, hvor jeg begyndte at arbejde ’med’ min angst og ikke ’imod’ den. Jeg forstår den nu og det er jeg egentlig ret stolt af,” fortæller Vilma om sin sang i en pressemeddelelse.


Med ”Rør ved min kind” sætter Vilma ord på, hvad hun har brug for fra sine nærmeste, når angsten pludselig rammer eller blusser op.

”Sangen er endt som en form for guide til, hvordan man kan være der for mig, når jeg bliver ængstelig eller får et angstanfald. Det er noget, mange lever med, og det sidste, man har brug for i den situation, er at skulle forklare sig – det kan man ikke, fordi det, der sker, ofte er uhåndgribeligt,” fortæller Vilma videre i pressemeddelelsen og fortsætter.

”Jeg håber, at sangen kan være med til at beskrive angst, og at dem, der oplever det, ikke altid skal forklare sig, men i stedet kan blive mødt med omsorg og forståelse.”


Den nye single kommer i kølvandet på Vilmas kritikerroste debutalbum Kærlighedserklæringer, som udkom i år tilbage i april måned. Albummet modtog fem stjerner af GAFFAs Michelle Kornstad, som kaldte det et udspil, som næsten føles intimiderende at lytte til – på den gode måde.

”Vilmas tekster er både sårbare og ærlige. Faktisk i så høj grad, at det somme tider kan føles som om, man træder ind over sangerindens intimsfære. Som om hun har taget sin dagbog ud af sengebordsskuffen, åbnet den og sunget de første 14 sider. Det kan føles intimiderende som lytter. Men det er måske bare, fordi Vilma rammer en nerve, som virkelig kan mærkes indeni,” hed konklusionen i anmeldelsen.

Hør ”Rør ved min kind” nedenfor


Vilmas spilleglæde var smittende

ANNONCE